Nu er julen også i fare
Det er den i hvert fald i en by, der lukrerer på den glade højtid.
Indrømmet. Denne artikel har det problem, at den handler om julemandens hjem i det nordlige Finland, hvilket formentlig undrer mangt en dansk læser, der nok mener, at Julemanden altså bor i Grønland.
Men med det til en side så er det altså sådan, at der i Finland findes en “Julemandens by,” nærmere bestemt i Rovaniemi, hvortil børn og voksne hvert år valfarter for at hilse på Julemanden selv.
Men covid-19 skåner ingen, heller ikke julemanden, og da virussen ikke kan holdes for døren med hverken pakker eller magi, er der i Finland indført nogle så voldsomme rejserestriktioner, at det faktisk er svært for julemanden at få besøg. Det skriver Reuters.
– For det lokale forretningsliv er julen helt klart i fare, siger Sanna Karkkainen, leder af Visit Rovaniemi, til Reuters.
Han fortæller til Reuters, at det nok skal blive jul lige meget hvad, men spørgsmålet er, hvor glædelig en begivenhed det bliver.
Covid-19 er nemlig for alvor i udbrud, også i Finland, og det betyder, at der kommer færre gæster til den julede by, end der ville gøre normalt.
Færre bookinger
Reuters skriver, at et lokalt turistbureau, der arrangerer ture med snemobiler og iskolde badeture, forventer et fald i bookinger på 80% i år, målt mod ikke pandemiske år.
I Rovaniemi har man gjort sit for, at julemanden kan få besøg, i form af en plexiglasrude, der hænger mellem julemanden og de børn, der besøger ham.