Nu er foråret hastigt på vej
Forårsjævndøgn falder i år den 20. marts og markerer, at der nu er taget hul på sommerhalvåret
Foråret er allerede skudt i gang. I hvert fald hvis man ser på sin kalender. Men onsdag er det astronomisk set også blevet forår.
Forårsjævndøgn falder nemlig i år den 20. marts.
Det skriver DMI i en pressemeddelelse.
Flere lyse timer
Det betyder, at der fra nu af vil være flere lyse timer i døgnet end mørke. Og onsdag er dag og nat lige lange.
Forårsjævndøgn markerer, at der er blevet taget hul på sommerhalvåret.
Der vil fra nu af være flere soltimer på den nordlige halvkugle end den sydlige halvkugle. Det vil der være helt frem til solhverv den 20. juni.
Tiltager med 10 timer
Her topper dagens længde med over 17 lyse timer i Danmark.
Til den tid vil dagens længde være tiltaget med over 10 timer siden vintersolhverv i december 2023. Vintersolhverv er også årets korteste dag - altså den dag med færrest lyse timer.
Sidste år var den korteste dag kun 7 timer, 1 minut og 16 sekunder lang.