Nu er det slut
Den garvede vejrvært Søren Jacobsen siger farvel til skærmen efter to årtiers tro tjeneste
Det var på en dag med fuld solskin og tårnhøje temperaturer, at Søren Jacobsen havde sin sidste vagt som vejrvært på DR torsdag.
Den 61-årige meteorolog har nemlig valgt at sige farvel til skærmen, hvor han har stået for vejrudsigterne de seneste 22 år.
Hans karriere dedikeret til vejret - som også tæller det første job hos Statens Luftfartsvæsen og siden DMI - løber tilsammen op i mere end 40 år.
Søren Jacobsens sidste vagt fandt sted på Samsø Festival. Mens han var ved at færdiggøre sine prognoser foran vejrkortet, blev han afbrudt.
- Nu sker der nogle ting og sager, lød det fra den garvede vejrvært.
Hyldet for åben skærm
Pludselig dukkede både nuværende og tidligere kolleger som Jesper Theilgaard op for at fejre Søren Jacobsen. Og så blev han hyldet for åben skærm med blomster og lagkager.
- To lagkager! Skal jeg have den i hovedet?, sagde Søren Jacobsen drillende til Jesper Theilgaard, som tidligere har været hans kollega gennem mange.
Da Søren Jacobsen i år 2000 landede hos DR og startede i TV-Byen i Søborg, bestod det øvrige vejrhold nemlig af Henrik Voldborg, Jesper Theilgaard og Søren Brodersen.
Elsker at gå på arbejde
Han har tidligere fortalt i et interview med DR, at han elsker at gå på arbejde og dele sin begejstring for vejret. Men at han også været meget bevidst om ikke kun at være "vejrmanden fra tv".
- Jeg har altid i min tv-karriere haft for øje, at det ikke må blive min identitet. Lige pludselig kommer der en og slukker lamperne for dig, og så er du færdig i tv-branchen.
- Jeg gør meget ud af at være mere end "Søren Jacobsen, tv-vært". Det må ikke overtage min identitet, sagde Søren Jacobsen sidste år til DR.
Hvad Søren Jacobsen nu har planer om at kaste sig over, melder historien ikke noget om.