Nu er det den absolut sidste

Quentin Tarantino har mange gange sagt, at hans næste film bliver hans sidste

Offentliggjort Sidst opdateret

Den amerikanske filminstruktør Quentin Tarantino har færdiggjort manuskriptet til sin tiende og - ifølge eget udsagn - sidste film.

Det fortæller instruktøren selv.

Tarantino står blandt andet bag hitfilm som "Kill Bill", "Inglourious Basterds" og "Pulp Fiction".

- Jeg har færdiggjort manuskriptet til det, der bliver min sidste film, siger 60-årige Tarantino ifølge nyhedsbureauet AFP onsdag under et besøg i Paris.

Har sagt det før

- Jeg forestiller mig, at vi måske optager den i efteråret.

Hans seneste film er "Once Upon a Time... in Hollywood" fra 2019.

Det var hans niende film i rækken, hvis man tæller de to "Kill Bill"-film som én.

Tarantino har mange gange bebudet, at han vil nøjes med at instruere ti film i løbet af sin karriere.

Kultstatus

Den tiende film, som får navnet "The Movie Critic" ("Filmkritikeren"), kommer til at udspille sig i 1977, tilføjer han.

Tarantino afviste i øvrigt rygter om, at der skulle være tale om en biografisk film om Pauline Kael, som var filmkritiker for magasinet The New Yorker. Hun døde i 2001.

Ifølge instruktøren handler filmen ikke om en specifik filmkritiker.

Igennem tre årtier er Tarantino gået fra kultstatus til at være blandt de mest roste instruktører i branchen. Han fyldte for få dage siden 60 år.

Gav Travolta comeback

Med "Håndlangerne" fra 1992, som han både skrev og instruerede, gjorde han sig straks bemærket.

Filmen fulgte han op med endnu et hit, der udkom to år senere i 1994.

I filmen "Pulp Fiction" samlede han skuespillere som John Travolta, Samuel L. Jackson, Bruce Willis og Uma Thurman og skabte en kultklassiker med vold, humor og mindeværdige scener med blandt andet dans og burgerdiskussioner.

- Holder mit løfte

Løftet om at holde sig til ti film agter han at holde, fortalte Tarantino i november til CNN.

- Jeg er en entertainer. Jeg vil stoppe, mens I ønsker mere, sagde han.

Et løfte om at holde sig til ti film agter Tarantino at holde, fortalte han i november til CNN. (Arkivfoto).
Et løfte om at holde sig til ti film agter Tarantino at holde, fortalte han i november til CNN. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS