Nu er der kameraer på motorvejsbroerne

30 kameraer er nu sat op på motorvejsbroerne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Familieferien fik en skrækkelig afslutning, da den tyske familie Gosmann 21. august 2016 var på vej hjem via Fynske Motorvej.

En 30 kilo tung betonflise blev kastet ned fra en motorvejsbro og smadrede forruden på den sorte Seat Leon.

Flisen dræbte 33-årige Nelli Gosmann på stedet og invaliderede 36-årige Andreas Gosmann, mens deres femårige søn, Alexander, slap med mindre skrammer.

Gerningsmanden er stadig på fri fod.

Sådan starter den tragiske historie om en nærmest endeløs række af stenkast fra motorvejsbroer gennem de sidste to år.

Nu har politiet opsat kameraer på 30 broer rundt omkring i landet.

Det oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

På 30 forskellige vejbroer rundt om i landet, er der nu opsat kameraer, som skal modvirke stenkast mod biler på motorvejene.

Det var en 30 kilo tung sten, der dræbte Nelli Gosmann. Foto: Politiet.
Det var en 30 kilo tung sten, der dræbte Nelli Gosmann. Foto: Politiet.

– At kaste sten eller andet mod biler, der kører i høj fart, er helt ubegribeligt farligt. Det har vi desværre set tragiske eksempler på. Med kameraerne håber vi, at vi i endnu højere grad kan afholde folk fra at gøre noget så tankeløst. Skulle det alligevel ske, så har vi forhåbentligt bedre kort på hånden til at efterforske sagen og pågribe gerningsmændene, siger politiinspektør Michael Kjeldgaard fra Rigspolitiets nationale efterforskningscenter.

Det er dog ikke alle steder, hvor man i forvejen kan se, der er kameraer på broerne: Af præventive årsager er der også opsat skjulte kameraer på vejbroer, hvor der ikke skiltes med kameraovervågning.

900 broer i Danmark

Valget af steder, hvor der er opsat kameraer, er dels sket på baggrund af analyser af tidligere hændelser og dels ud fra politikredsenes almindelige lokalkendskab, oplyser Rigspolitiet.

– Vi sætter kameraer op på 30 udvalgte steder. Det er kameraer, der kan flyttes, så politiet kan sætte dem op alt efter deres vurdering, så man kan genkende en eventuel gerningsmand, har justitsminister Søren Pape Poulsen udtalt i november 2017.

Vejdirektoratet har oplyst til TV2 Fyn, at der er 900 motorvejsbroer i hele landet – dermed bliver hver 33. bro nu blive videoovervåget.

Også i Tyskland

Det er ikke kun i Danmark, hvor der kastes med sten fra broer.

Sådan så den danske kvindes bil ud, efter at være ramt af stenen. Foto: Benjamin Nolte/Scanpix.
Sådan så den danske kvindes bil ud, efter at være ramt af stenen. Foto: Benjamin Nolte/Scanpix.

En 58-årig dansk kvinde blev i maj 2018 i sin bil ramt af en sten på motorvejen lige syd for grænsen til Tyskland. Hun blev livsfarligt kvæstet.

I den forbindelse er to teenagere blevet sigtet for drabsforsøg, grov legemsbeskadigelse, indgreb i trafikken og for at have forøvet skader på ejendom.

Powered by Labrador CMS