Nu er den fundet død
Hvalen, der har svømmet rundt ved havnen i Hobro i halvanden uge, blev fredag fundet død.
En ti meter lang hval har siden 27. november svømmet rundt i havnebassinet i Hobro.
Men fredag eftermiddag er hvalen fundet død, oplyser Ivar Høst, vildtkonsulent i Naturstyrelsen Kronjylland.
Ifølge vildtkonsulenten er den fundet død i Ørnedalsbugten i Mariager Fjord
Det kommer ifølge Ivar Høst ikke som en overraskelse, at historien skulle ende på denne måde.
– Det var et spørgsmål om tid, før det ville gå galt for den, siger han.
Tidligere på ugen kom det ellers frem, at privatpersoner ville forsøge at redde hvalen, da den stadig svømmede rundt.
En del af planen var at skabe støj i vandet, så man kunne presse den ud af fjorden.
Men det lykkedes altså ikke, inden den døde.
Det blev i starten vurderet, at der var tale om en vågehval, men Biolog Carl Kinze sagde mandag til DR, at hvalen var en sejhval.