Nu er aftalen på plads: Forliget er endelig indgået
Der er indgået forlig for statens område.
Forhandlerne på statens område har lørdag aften landet en overenskomstaftale for de cirka 180.000 statsansatte, oplyser forhandlerne foran Forligsinstitutionen.
Dermed kan en konflikt afblæses for de statsansatte, som blandt andet er gymnasielærere, præster, politibetjente og medarbejdere i ministerier og styrelser.
Aftalen indeholder en lønramme på 8,1 procent, en sikring af spisepausen samt en fjernelse af privatlønsværnet.
– Det er en god aftale, som begge parter kan se sig selv i. Det er en økonomisk ansvarlig aftale, men også en hvor der er plads til mærkbare lønstigninger for de statsansatte i de kommende år. Så indeholder forliget også en tryghed for den efterhånden meget omtalte spisepause, siger statens topforhandler i de offentlige overenskomstforhandlinger, siger innovationsminister Sophie Løhde (V).
Modparten er også tilfreds.
– Vi har lavet en aftale, der indeholder en afbalanceret aftale om spisepausen, siger Flemming Vinther, der er topforhandler for de ansatte i staten.
Han siger, at der er en aftale om en overenskomstmæssig sikring af spisepausen. Om lønnen:
– Vi startede ud på 8,17 og vi landede på 8,1, det synes jeg ikke er så ringe endda, siger Flemming Vinther.
Aftalen er landet efter måneders forhandlinger, og senest en slutspurt med 35 timer i Forligsinstitutionen, hvor parterne mødtes fredag morgen klokken 10.
Forliget på statens område var det eneste, som manglede i denne omgangs forhandlinger.
Natten til onsdag faldt de første brikker på plads, da der blev indgået en aftale mellem fagforbund under LO og Danske Regioner om en aftale for en del af de regionalt ansatte.
Først natten til lørdag blev en aftale klar for de sidste regionalt ansatte.
Kommunerne er den største gruppe af offentligt ansatte, og de fik fredag middag er forlig for sine 500.000 ansatte, som blandt andet indebærer en lønramme på 8,1 procent, en sikring af spisepausen, mens en aftale om lærernes arbejdstid blev udskudt.
Særligt de ansattes spisepause har været en af de helt store knaster i forhandlingerne.
Parterne i stat, regioner og kommuner opgav i slutningen af februar selv at blive enige om nye overenskomster. Siden har parterne løbende holdt møder i Forligsinstitutionen, inden de blev enige.
Der har været varsler om strejke og lockout, og sidste deadline for at lande en aftale var 1. maj. Men nu kan en storkonflikt altså afblæses.
Overenskomstaftalerne skal dog, før de er gældende, sendes til afstemning hos både arbejdsgivere og lønmodtagere.