Nu dømt: Teenager skyder og tager selfie af døende ven

Havde han brugt mobilen til at ringe efter en ambulance i stedet, havde vennen været i live i dag.

En teenager skød sin ven og lod ham så ligge til at dø.Arkivfoto: SCANPIX
Arkivfoto: SCANPIX

Offentliggjort Sidst opdateret

En 18-årig mand er nu blevet dømt efter at have skudt sin ven, som han bagefter tog en selfie med – i stedet for at ringe til ambulancen. Havde han gjort det, vil vennen være i live i dag.

Torsdag blev Maxwell Morton fra Pennsylvania kendt skyldig i drab, da han i februar 2015 skød 16-årige Ryan Mangan. Det skriver Yahoo.

Ville slå sig selv ihjel

Det tog juryen seks timer, inden den afviste anklagerens argumenter om, at Morton dræbte Mangan med vilje. Morton vidnede torsdag, at teenagerne havde leget med en pistol, og at han ikke troede, at den var ladt, da han pegede på Mangan og trykkede på aftrækkeren. Ifølge Morton tog han selfien for at dokumentere, hvad der var sket. Han havde nemlig planer om at slå sig selv ihjel.

Morton fortalte også i vidneskranken, at folk troede, han var et monster, men at han i virkeligheden er en “afslappet fyr”. Han brød flere gange sammen i tårer, da han gik i gang med at beskrive sit venskab med Mangan og detaljerne omkring vennens død.

Pralede om mordet online

Tidligere på ugen fik juryen vist selfien, Morton tog af en teenager fra Wisconsin, der siger at Morton pralede om mordet, mens de spillede et online computerspil samme aften som mordet.

Teenageren vidnede, at han troede, det var en joke, indtil Morton sendte et link til en artikel om drabet og sendte selfien over Snapchat. Beskeden blev fulgt af en SMS, hvor der stod: “Jeg sagde det jo.”

Teenageren tog med det samme et screenshot og fortalte det til sin mor, som ringede til politiet i Pennsylvania.

– Du vil sikkert ikke tro det her, men vi har en snapchat af mordet, fortalte moren til politiet.

En retsmediciner vidnede også onsdag, at Mangan ikke døde med det samme, og ville have kunnet overleve med den rette behandling.

Slipper for livstid i fængsel

Teenageren viste meget få følelser, da dommen blev læst op, men hans forsvarsadvokat, Pat Thomassey, siger, at hans klient er glad.

– Han er sluppet for livstid i fængsel. Den stakkels dreng gjorde en masse dumme ting, som vi har været nødt til at overvinde i retten, siger Thomassey.

Morton kan få op til 40 år i fængsel, når han bliver idømt sin straf i maj. Mangans forældre ville ikke udtale sig, da de forlod retssagen.

Powered by Labrador CMS