Nu bliver dette livsfarligt på de danske veje
Nu starter højsæsonen for hjorte på vejene. Og det kan blive fatalt, hvis du ikke er opmærksom.
Hjorte på vejene kan være en rigtig dårlig kombination med en bil. Nu skal du passe ekstra på.
Så sikkert som amen i kirken og efterårsferie i uge 42 er det, at hjortene i landet nu i større grad bliver ramt af bilisterne på de danske landeveje.
Derfor advarer Dyrenes Beskyttelse nu i en pressemeddelelse – og beder bilisterne om at være ekstra opmærksomme.
(I galleriet over artiklen kan du finde en række gode råd til, hvordan du undgår at ramme de store dyr).
Oktober til januar er de måneder, hvor flest hjorte bliver påkørt. Det er ifølge Dyrenes Beskyttelse, fordi dagene bliver kortere og mørkere.
– I efteråret begynder den kedelige højsæson for påkørsler af hjorte. Det er derfor vigtigt at være ekstra opmærksom, når lyset er svagt, så vi kan undgå ulykker. Mange af påkørslerne sker tidligt om morgenen og sidst på aftenen, men det skyldes, at der også er flere biler på vejene på disse tidspunkter. Dyrene færdes hele natten, så som bilist skal man være ekstra opmærksom både i skumring og helt mørke, siger Michael Carlsen, biolog i Dyrenes Beskyttelse.
8.858 påkørsler af hjorte på vejene
Sidste år modtog Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 i alt 8.858 henvendelser om påkørte hjorte, og en tredjedel af disse henvendelser kom i oktober, november og december.
– Folk er blevet mere bevidste om, at de kan ringe til 1812 og få vejledning. I år har vi allerede fået omkring 15 procent flere henvendelser om hjortepåkørsler end ved samme tid sidste år. Så vi formoder, at det bliver et travlt efterår, siger Michael Carlsen.
Størst risiko for hjorte på vejene
Hjortene bevæger sig efter et bestemt mønster og er mest aktive omkring solnedgang og solopgang. Det er derfor også i disse tidsrum, at flest hjorte krydser vejene.
I efterårs- og vintermånederne betyder det, at flest hjorte påkøres mellem klokken 6-9 om morgenen og igen mellem 16-21 om aftenen. Det viser en opgørelse over indberetninger om påkørsler af hjorte til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812.
– Rådyr, dådyr og krondyr bevæger sig mest omkring i skumring og dæmring. Når vi går efterårsmørket i møde, falder menneskers myldretid sammen med hjortenes myldretid, og der er derfor større risiko for at påkøre en hjort, forklarer Michael Carlsen.
Et sammenstød mellem en bil og en hjort kan ende alvorligt for både hjort, bilist og bil, og Michael Carlsen anbefaler derfor, at man holder ekstra øje med hjorte i trafikken i efterårsmånederne.
Dit ansvar
Det er vigtigt at understrege, at det udelukkende er dit ansvar at tage vare på det dyr, du eventuelt rammer. Det har Mette Ellegaard, der er presseansvarlig i Dyrenes Beskyttelse, tidligere fortalt til Newsbreak.dk.
– Det betyder også, at du skal aflive det, hvis det lider. Det er altid en vurderingssag, om dyret lider så meget, at det er mest forsvarligt at slå det ihjel, sagde hun videre.
Kører du et dyr ned, så kan du altid med fordel benytte den såkaldte vagt-telefon på nummeret 1812.