Nu bliver det ulovligt at bære burka og niqab

En ny lov træder i kraft fra 1. august.

Offentliggjort Sidst opdateret

Burka og niqab. Ved du, hvad forskellen er? Det kan du se i galleriet.

Fra august blev de to beklædningsgenstande forbudt at bære i Danmark.

Et flertal i Folketinget har torsdag vedtaget et tildækningsforbud, som reelt er et forbud mod at bære burka og niqab.

Forbuddet træder i kraft fra 1. august og udløser en bøde på 1000 kroner ved overtrædelse første gang.

Liberal Alliances folketingsmedlemmer, der ikke er ministre, stemte alle imod, undtagen Henrik Dahl.

Mette Gjerskov stemte imod som den eneste fra Socialdemokratiet, hvilket i april kostede hende posten som partiets udviklingsordfører.

75 stemte for, og 30 stemte imod i det, der kaldes en clearingaftale.

Aftale mellem partigrupperne

Det er en aftale mellem partigrupperne, som gør det muligt for medlemmer at være fraværende fra afstemninger, uden at det får konsekvenser.

Eva Kjer Hansen (V) ville oprindeligt stemme imod, men ombestemte sig, da hun trådte ind som minister for fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde.

Undervejs i forhandlingerne droppede regeringen fængsel som straf for at overtræde forbuddet.

Første gang: 1000 kroner

I stedet skal man betale en bøde på 1000 kroner ved overtrædelse første gang. Først fjerde gang og derover straffes overtrædere med en bøde på 10.000 kroner.

Dansk Folkeparti fremlagde tidligere på ugen et ændringsforslag, som skulle sende gentagne overtrædere i fængsel.

Det kunne der dog ikke findes flertal for, og Dansk Folkeparti stemte alligevel for det samlede forslag.

Skal ikke rives af kvinderne

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) har på forhånd sagt, at politiet ikke skal rive burka eller niqab af kvinder på gaden.

De får en bøde, og så skal politiet ellers bede kvinderne om at gå hjem, har det lydt.

Politiet modtager en udførlig instruks, som skal forklare, hvordan de skal håndtere forbuddet i praksis.

Burka og niqab forbudt i Frankrig

Frankrig vedtog et burka- og niqab-forbud i 2011 og var frontløber i Europa.

Der har siden været et par tilfælde, hvor burkaklædte kvinder har nægtet at vise deres ansigt, og det har skabt ballade.

Det vil dog ikke blive tilfældet i Danmark, har justitsministeren forsikret.

Dansk Folkeparti fremsatte det første forslag om at forbyde burkaen i 2009. Udlændingeordfører Martin Henriksen (DF) anerkender, at det for nogen er et vidtgående skridt.

– Folketinget siger meget klart, at burka og niqab hører ikke til i Danmark. Det er uforeneligt med dansk kultur og det grundlæggende fundament, som Danmark står på, siger han.

Er det særlig dansk at fratage folk retten til at klæde sig, som de vil?

– Det er altid dansk at passe på Danmark. Vi har selvfølgelig nogle frihedsrettigheder, som vi skal værne om.

– Men nogle bruger dem til at fremme en ideologi, som hvis de lykkes, vil betyde, at mange flere mister frihedsrettighederne, det er en balancegang, siger han.

Powered by Labrador CMS