Nu bliver det nemmere at sammenligne skoler

Karakterer er bare en af de oplysninger, forældre og andre interesserede nu får lettere ved at sammenligne.

Foto: Brian Bergmann/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Hvor får eleverne de bedste karakterer, hvor har de mindst fravær og hvordan trives de generelt på skolen?

Oplysninger af den type kan være guld værd for forældre, der skal vælge skole til deres barn, og nu bliver de mere tilgængelige.

Undervisningsministeriet er nemlig klar med et nyt digitalt værktøj, der skal gøre det muligt at sammenligne skoler på tværs ud fra syv forskellige parametre.

– Formålet er at skabe åbenhed om skolernes resultater på en brugervenlig måde, forklarer børne- og undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) i en pressemeddelelse.

– Vi ønsker, at alle de data, vi i dag har i ministeriets databaser, skal kunne fungere som et arbejdsredskab for lærere, skoleledere, skolebestyrelser og forældre.

Til forældre og skoleledere

Ministeriet forventer, at det ikke kun er forældre, der vil gøre brug af oplysningerne. En skoleleder vil kunne bruge dem til at hente inspiration hos naboskoler, der for eksempel har højere trivsel, og det samme kan skolebestyrelser.

Der er tale om data, som allerede er offentligt tilgængeligt, men som nu bliver nemmere at gå til.

– Samtidig får skolelederne på den nye side mulighed for at skrive ind, hvorfor skolens resultater og omstændigheder ser ud, som de gør, og hvordan skolen arbejder med eksempelvis trivsel og faglighed, oplyser Undervisningsministeriet.

Tal fra den trivselsundersøgelse, der gennemføres af alle folkeskoler, bliver nu også tilgængelige på et mere detaljeret niveau, oplyses det.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS