Nu besøger han Danmark
Barack Obama besøger Skive i juni
Citathistorie: Skive Folkeblad
USA’s tidligere præsident deltager i samtale i KulturCenter Skive søndag den 12. juni under et arrangement med titlen ''A Conversation with President Barack Obama'.
Under en samtale i KulturCenter Skive vil den tidligere præsident tale om blandt andet ledelse og iværksætteri. Samtalen vil også have fokus på grøn omstilling.
Det skriver Skive Folkeblad.
- Præsident Obama er en af de personer i hele verden, som jeg ser allermest op til, og derfor glæder jeg mig overordentligt meget til personligt at byde ham velkommen her i KulturCenter Skive. Han har i den grad brugt sit magtfulde embede til at gøre verden til et bedre sted, og han er en af de ledere på verdensplan, der er allermest respekt omkring, siger Knud Bjerre, der er direktør for KulturCenter Skive, og fortsætter:
- Jeg er derfor overbevist om, at nuværende og kommende ledere vil gå fra arrangementet med ny inspiration og motivation til at gøre det endnu bedre i fremtiden,
"I en tid med store udfordringer og forandringer sikrede præsident Obamas ledelse en stærkere økonomi, et mere ligestillet samfund og at USA blev en nation med øget sikkerhed og respekt verden over. Obama-årene var en epoke, hvor der ikke bare var flere, der oplevede et land i positiv forandring, men også en periode hvor flere begyndte at se Amerika på den måde, som Obama altid har gjort – nemlig som det eneste sted på jorden, hvor så mange drømme og historier kan blive til virkelighed," skriver KulturCenter Skive i en pressemeddelelse om besøget.
"Yes, we can!"
Gennem sine otte år som USA’s leder var Barack Obama kendt for sit slogan »Yes, we can!«, (Ja, vi kan!), som han lancerede i en tale under sin første kampagne for at blive præsident.
Efter Barack Obama for godt fem år siden forlod Det Hvide Hus i Washington, har han brugt masser af tid på at tale til og undervise fremtidens ledere.
Begejstret borgmester
Skive Kommunes borgmester Peder Christian Kirkegaard ser det kommende besøg af Barack Obama som et stort øjeblik for byen.
Det gør han især i lyset at Skiveegnens stærke tradition for at iværksætteri og selvstændighed og også i lyset af Skive Kommunes markante grønne profil med GreenLab Skive som et stærkt grønt fyrtårn, hvis lys allerede nu kan ses langt ud over Skives kommunegrænse.
- Barack Obamas besøg i Skive den 12. juni vil uden tvivl blive et højdepunkt for ikke bare Skive, men hele Midt- og Vestjylland, siger Peder Christian Kirkegaard.
Han lægger blandt andet vægt på, at Skive Kommune gennem de seneste godt 40 år har været dynamo for regionen, når det gælder udvikling af vedvarende energi.
- Det er derfor en stor ære, at en af de mest markante personligheder ser potentialet i et besøg i Skive og vil dele sine visioner om blandt andet ledelse og iværksætteri med et grønt miljøfokus.
Disse kan deltage
Arrangementet finder sted i Koncertsalen i KulturCenter Skive, søndag den 12. juni kom eftermiddagen.
Publikum til arrangementet, som finder sted i Koncertsalen i KulturCentret Skive, bliver ledere, erhvervsfolk og studerende.
Folk, der er interesseret i at overvære samtalen med Barack Obama, kan kontakte KulturCenter Limfjord.