Norwegian vil løse konflikt ved voldgift

Foto: Chris Raezer.
Offentliggjort Sidst opdateret

En tredjepart bør løse konflikten og sætte en stopper for strejken i Norwegian.

Det mener arbejdsgiverne i NHO Luftfart, efter weekendens timelange forhandlinger mellem de strejkende piloter og arbejdsgiverne hverken resulterede i løsninger eller enighed, skriver det norske erhvervsnyhedssite E24 mandag.

»NHO har kontaktet YS (Yrkesorganisationernes Sentralforbund, red.) for at anmode om en frivillig voldgift,« siger informationschef Lasse Sandaker-Nielsen til E24.

YS er en hovedorganisation for arbejdstagere, som piloternes fagforening, Parat, er medlem af.

Ifølge E24 er initiativet om at hive en neutral tredjepart ind i konflikten blevet taget mandag eftermiddag. Administrerende direktør i NHO, Torbjørn Lothe, bekræfter over for nyhedsbureauet NTB, at NHO er åben over for tiltaget, eftersom NHO angiveligt også tidligere har forsøgt at få konflikten afgjort ved en voldgift – dog uden at få positiv respons fra den modsatte side af forhandlingsbordet. Også denne gang lader det til, at piloterne siger nej til arbejdsgivernes ønske, og i Parat tror leder Hans-Erik Skjæggerud, at det kan skade forhandlingerne.

»Vi sidder stadig i forhandlinger med selskabet. Det her initiativ kan skade forhandlingerne. Det er et spørgsmål om løn, og konflikten kan derfor ikke løses ved en voldgift,« siger Hans-Erik Skjæggerud til E24.

En frivillig voldgift adskiller sig fra en tvungen voldgift ved, at begge parter går til en uafhængig domstol for at få løst konflikten, hvorimod regeringen – ved en tvungen voldgift – går ind og bryder konflikten.

Strejken blandt piloterne i Norwegian har stået på siden onsdag sidste uge på grund af overenskomststridigheder mellem ledelsen og piloternes fagforeninger. Piloterne vil have en overenskomst med moderselskabet, Norwegian Air Shuttle, og ikke datterselskabet, Norwegian Air Norway, da de mener, at moderselskabet bestemmer alting og håndterer deres HR. På den anden side ønsker Norwegian besparelser og mener, at skandinaviske piloter arbejder for lidt i forhold til markedet og til for høj en løn.

Mandag har hårdknuden i forhandlingerne mellem piloter og Norwegian fortsat skabt problemer for cirka 25.000 flyrejsende.

Powered by Labrador CMS