Norwegian-forhandlinger bryder sammen igen
Et døgns forhandlinger førte ikke til nogen løsninger i Norwegian-konflikt.
Knap et døgns forhandlinger mellem ledelsen og piloterne i flyselskabet Norwegian er søndag eftermiddag afsluttet uden resultat. Det skriver den norske avis Dagens Næringsliv.
De to parter har siddet ved forhandlingsbordet siden lørdag eftermiddag klokken 15 et hemmeligt sted i den norske hovedstad, Oslo, og kilder oplyser til Dagens Næringsliv, at maratonforhandlingerne sluttede ved 12-13-tiden søndag eftermiddag.
Presseansvarlig i Piloternes fagforening, Parat, Arve Sigmundstad siger ifølge avisen, at fagforeningens repræsentanter er vendt tilbage til hovedkontoret i centrum af Oslo, hvor de har kontaktet Norwegians ledelse, som de afventer et nyt udspil fra.
Herefter ventes de to parter at mødes igen.
Lørdag morgen skiltes repræsentanterne fra ledelsen og Parat efter 16 timers forhandlinger – også uden resultat.
Strejken blandt Norwegians piloter har stået på siden onsdag og skyldes uenigheder om overenskomsten.
BNB