Norwegian er verdensmester i at lande til tiden
I løbet af det seneste år har der været skrevet meget om de forsinkelser, Norwegian har haft på grund af fejl og sikkerhedsproblemer med de nyindkøbte Dreamliner-fly.
Men faktum er, at det norske flyselskab ryger helt til tops i en ny opgørelse over punktlighed blandt verdens flyselskaber. Opgørelsen af lavet af analysehuset OAG, der har indsamlet og analyseret flyafgange fra mere end 900 selskaber og en lang række lufthavne verden over.
Her er konklusionen, at næsten ni ud af ti – helt nøjagtigt 89,7 procent – af Norwegians fly landede på deres destinationer »rettidigt«, hvilket i opgørelsen er defineret som indenfor 15 minutter af det skemalagte ankomsttidspunkt.
Det betyder, at Norwegian ligger på førstepladsen blandt lavprisselskaberne foran Thai AirAsia og Easyjet på anden og tredjepladsen, der har en punktlighed på henholdsvis 88,7 og 87,7 procent.
»Vi er rigtig stolte af at være verdens mest punktlige lavprisselskab, og at vi samtidig er helt i top blandt alle selskaber i verden. Det er resultatet af et fantastisk samarbejde mellem alle ansatte i Norwegian, der hver dag gør deres bedste for, at passagererne skal have en god oplevelse om bord,« skriver Norwegians kommunikationsrådgiver Daniel Kirchhoff i en mail til Berlingske og fortsætter:
»Der er blevet sagt og skrevet meget om forsinkelser knyttet til vores langdistanceoperation. Af de forsinkelser vi har haft, er det dog vigtigt at bemærke, at hele 80 procent er afgået inden for en time og 90 procent er afgået inden for to timer.«
I lavpriskategorien er det især de asiatiske selskaber, som har sat passagernes tålmodighed på prøve. På listens nummer 20 ligger kinesiske Spring Airlines, som kun har formået at lande indenfor 15 minutters forsinkelse 58,3 procent af gangene. Mens indiske Go Air har en, ligeledes dårlig, statistik med en punktlighed på 66,5 procent.
Ser man på listen over samtlige selskaber, er Norwegian at finde på en delt fjerdeplads sammen med det spanske selskab Iberia. SAS ligger lidt længere nede på listen med en punktlighed på 89,1 procent, mens Lufthansa kun har formået at få 87,1 procent af sine passagerer frem til tiden.
Tallene viser dog også, at SAS faktisk er gået frem efter at have haft en punktlighed på 87,8 procent i 2013. Mens Norwegian er gået lidt tilbage fra en punktlighed på 90,1 procent.
Helt overordnet ligger de nordiske flyselskaber fint i feltet, og der er flere gode nyheder til danske flypassager. OAG har også analyseret, hvilke lufthavne der er mest effektive til at få sendt fly af sted til tiden. Og her ligger Københavns Lufthavne på en samlet tredjeplads med en rettidighed (også her er grænsen en forsinkelse på 15 minutter) på 89,8 procent.
Det bliver kun overgået af Moskva lufthavn i Rusland og Osaka lufthavn i Japan, der når op på 93,2 procent. Til sammenligning ligger Bruxelles Lufthavn på 20. pladsen med en punktlighed på 80,1 procent.