Norwegian-direktør lettet efter strejke
Norwegian flyver fra onsdag eftermiddag igen efter normal plan
Efter en 11 dage lang strejke flyver det norske flyselskab Norwegian onsdag eftermiddag igen efter den gældende normale flyveplan.
Enkelte aflysninger vil dog fortsat kunne forekomme, da det tager tid at få både fly og personale ført frem til rette steder, oplyser Norwegian i en pressemeddelelse.
Administrerende direktør i Norwegian, Bjørn Kjos, siger, at han er »meget lettet over«, at pilotstrejken nu er afblæst, sådan at selskabets passagerer atter kan købe billetter uden at skulle frygte for aflysninger.
Han siger samtidig, at strejken, som er udløst af uenighed om overenskomst med flyets piloter, har kostet selskabet dyrt.
»Selskabet er påført store økonomiske omkostninger. Det har været en meget krævende periode for både vores passagerer og vores mange medarbejdere, som har arbejdet dag og nat for at håndtere strejken og tage hånd om passagererne på bedst mulig måde,« siger Bjørn Kjos i pressemeddelelsen.
Aftalen, der tirsdag blev indgået mellem selskabet og piloterne, betyder en jobgaranti i moderselskabet for de skandinaviske piloter frem til 2017.
Lederne af piloterne, Halvor Vatnor, siger ifølge VG.no, at piloterne er tilfredse, fordi de har fået økonomiske og juridiske garantier uafhængigt af, hvilket datterselskab de er ansat i.
»Med stor tilfredshed kan vi sige, at vi endelig er nået til enighed. Vi har fået vores hovedkrav igennem,« siger Halvor Vatnar til VG.no.
Konflikten begyndte, da 70 piloter gik i strejke 28. februar, og 4. marts blev konflikten udvidet til at omfatte yderligere 650 piloter. Op mod 200.000 passagerer har været berørt af strejken.