Norwegian ændrer sine rutiner efter flystyrt
Fremover skal der altid være to besætningsmedlemmer i cockpittet i Norwegians fly.
Flyselskabet Norwegian ændrer nu sine regler for, hvor mange personer der skal være i cockpittet ad gangen. Fremover skal der altid være to besætningsmedlemmer i cockpittet i selskabets fly. Hidtil har selskabet ikke haft regler for dette.
– Vi ændrer lige nu vores procedurer, så der til enhver tid er to personer i cockpittet, siger flyvechef i Norwegian Air Norway, Gudmund Taraldsen, til NRK.
Hidtil har den ene af piloterne kunnet forlade cockpittet for en kort stund, uden at vedkommende er blevet erstattet af et andet besætningsmedlem. Men det skal altså ikke længere være tilladt i Norwegians fly, skriver NRK.
– Hvis en af piloterne går ud, skal en anden fra kabinebesætningen være i cockpittet i den tid, piloten er ude, siger Gudmund Taraldsen.
Norwegian indfører de nye regler i kølvandet på tirsdagens flyulykke i Sydfrankrig, oplyser Gudmund Taraldsen til NRK.
Tirsdag fløj andenpiloten et fly fra selskabet Germanwings ind i en bjergvæg, mens flyets kaptajn var uden for cockpittet og ikke kunne komme ind.
/ritzau/