Northside-koncerter kommer på radio, tv og web
DR er massivt til stede og sender flere programmer fra Northside.
Når Northside-festivallen i Aarhus går i gang fredag 12. juni vil DR være med hele vejen både på nettet, på tv og på P3 og P6 Beat for at give lytterne og seerne omfattende dækning fra scenerne, pladsen og backstage.
På radiosiden er Smag på P3 med hver dag fra 12-15, hvorefter P6 Beat tager over med dækning i Musiktjenesten Live fra 15-18. Begge programmer vil være proppet med interviews, liveoptagelser og stemningsrapporter og vil fra morgen til aften blive komplimenteret af dækning på både web og de sociale medier, skriver Northside i en pressemeddelelse.
Dækningen samles på dr.dk/northside, og her vil der i år være mulighed for at se en lang række hele koncerter live. Fredag vil man kunne opleve José González, Death Cab for Cutie, FKA Twigs og Spids Nøgenhat live, mens man lørdag kan se Scarlet Pleasure, Wolf Alice, Placebo og GusGus, og søndag sendes der koncerter med Ulige Numre, Matthew E. White, Calexico, De Eneste To og Ben Howard.
Der forventes at komme flere koncerter til, og nogle af dem vil desuden blive vist live på DR3.