NorthSide donerer tæt på et ton mad til udsatte
Et samarbejde med Fødevarebanken betyder, at 940 kilo mad fra NorthSide 2015 er blevet fordelt blandt aarhusianske væresteder.
Over tre dage i Ådalen blev der i år klargjort omkring 48 ton mad i de mange forskellige boder, og når man serverer mad i de mængder, må man desværre kalkulere med et vist spild. Derfor havde NorthSide i år allieret sig med Fødevarebanken, der ikke bare stod for indsamling og optælling af overskudsmad, men også for at få det bragt ud til en lang række institutioner og væresteder i Aarhus, hvor det kunne gøre gavn.
I alt drejede det sig om tæt på et ton mad fordelt på brød, grøntsager, mejeriprodukter, kød og forarbejdede fødevarer (eksempelvis pomfritter og færdigblandede salater).
– Fødevarespild har ikke været et stort problem på NorthSide, da vores samarbejdspartnere er professionelle restauratører. De er vant til at arbejde effektivt, optimere deres forbrug og samtidig holde madspild på et minimum. Men for en sikkerhedsskyld lavede vi i år alligevel et samarbejde med Fødevarebanken for at få et overblik over, hvor meget mad der skal kasseres efter tre dage på NorthSide. Så vi er glade for nu at have et overblik over madspild på festivalen, og samtidig at kunne gøre noget godt for hjemløse og udsatte her i byen, siger talsmand for NorthSide, John Fogde, i en pressemeddelelse.
Samarbejdet betød, at overskudsmaden blev indsamlet af Fødevarebanken, og efterfølgende kunne doneres til en række væresteder rundt om i Aarhus.
To procent mad smidt ud
NorthSide betragter det som en stor succes, at kun cirka 2 procent af maden på årets festival stod til at blive smidt ud, og at det alligevel var muligt at donere en anseelig mængde mad til udsatte i Aarhus.
Derfor fortsætter samarbejdet med Fødevarebanken i 2016, hvor vi vil arbejde for at reducere madspild yderligere og blive endnu bedre til at samle ind og videreformidle overskudsmad.
De indsamlede madvarer blev doneret til 30 forskellige steder inklusive Bostedet Ellengården, Forsorgshjemmet Østervang, Reden Aarhus, Cafe Parasollen.