Norsk rigmandskone har været forsvundet i et år

Sidste gang, forsvundne Hagens familie forsøgte at kontakte formodede gidseltagere, var i oktober.

Offentliggjort Sidst opdateret

Torsdag er det et år siden, at norske Anne-Elisabeth Hagen forsvandt.

Den 68-årige kvinde forsvandt sidste år fra sit hjem i Lørenskog, der ligger øst for Oslo. Hendes sidste livstegn var en telefonsamtale.

Onsdag eftermiddag har familiens advokat, Svein Holden, holdt pressemøde, skriver flere norske medier.

– Der er ingen tvivl om, at året, som er gået, har været meget udfordrende for hendes familie, men også for slægtninge og venner, siger han.

– Torsdag bliver særlig vanskelig for familien. For dem markerer denne dag overgangen til et nyt år med uvished, tilføjer advokaten.

Nylig kontakt

Familien har svaret på alle henvendelser fra de formodede kidnappere. Og senest i oktober har de selv taget kontakt til kidnapperne. De ved endnu ikke, om hun lever.

– I løbet af det seneste år er der modtaget flere henvendelser fra modparten – den seneste var 8. juli.

– Familien har svaret på alle henvendelserne. Den sidste kommunikation fra os til dem var så sent som i oktober, siger advokaten.

Familien håber ifølge nyhedsbureauet NTB på, at det giver grundlag for ny kommunikation.

– Hvis det ikke lykkes, håber og tror vi på, at politiets efterforskning vil finde frem til, hvad der er sket, siger Svein Holden.

De følger med

Advokaten bekræfter også, at man håber, at de formodede gidseltagere følger med.

– Vi har grundlag for at sige, at modparten har fulgt med i det, der tidligere er blevet sagt, siger Holden.

Advokaten tilføjer, at der er ting, han har sagt, som han håber, at de formodede gidseltagere bider mærke i.

Spurgt til, hvad dette er, lyder svaret:

– Det knytter sig op på kommunikationen, som har været, og hvordan familien, ser på det.

Gift med milliardær

Anne-Elisabeth Hagen er gift med den norske milliardær Tom Hagen

Politiet meddelte i juni, at dets hovedhypotese er, at hun er død. Det har myndighederne siden gentaget.

Senere – i august – kunne VG berette, at familien havde modtaget pengekrav fra de formodede bortførere på cirka ti millioner norske kroner for tegn på liv.

Det krav skal familien have imødekommet uden at modtage tegn på liv.

Seneste spor

Norsk politi har præsenterede i august nye spor i sagen om Anne-Elisabeth Hagen, der har været sporløst forsvundet i næsten ti måneder.

På et pressemøde sagde politiinspektør Tommy Brøske, at der var fundet et skoaftryk ved et muligt gerningssted. Aftrykket er det eneste i området, som politiet ikke har kunnet knytte til nogen personer.

Analyser viser, at aftrykket stammer fra en kondisko af mærket Sprox, som sælges i den norske butikskæde Spar Kjøp og flere steder i udlandet.

Politiet har opfordret alle, der har købt Sprox-sko i Spar Kjøp i størrelse 44 til 46 mellem august 2016 og maj 2016, til at tage kontakt til politiet.

Powered by Labrador CMS