Annonce
Norsk langrendsstjerne er knaldet for doping
Martin Johnsrud Sundby er taget i forkert brug af astmamedicin og er nu sendt i karantæne.
Den norske langrendsstjerne Martin Johnsrud Sundby har fået to måneders karantæne efter at have forbrudt sig mod antidopingreglementet.
Det oplyser Norges Skiforbund på en pressekonference i Oslo ifølge NTB.
Annonce
31-årige Sundby har vundet den prestigefyldte Tour de Ski tre gange på stribe, men han bliver nu frataget den ene sejr, efter at han har testet positiv for et astmapræparat, som står på den forbudte liste.
Nordmanden var i første omgang blevet frikendt af Det Internationale Skiforbund (FIS), men er nu blevet dømt i en appelsag hos sportsdomstolen CAS.
/ritzau/