Nørgaard fortryder ikke skifte til Viborg HK
Håndboldlandsholdets viceanfører Ann Grete Nørgaard meddelte i begyndelsen af marts, at hun i næste sæson fortsætter karrieren i Viborg HK på en tre-årig kontrakt.
Efterfølgende har klubben nedjusteret de økonomiske forventninger og skiftet ud på såvel direktør- som formandsposten. Trods det kaosagtige sceneri ser hun fortrøstningsfuld på både sin og klubbens fremtid.
»Jeg fortryder ikke, at jeg har valgt af skifte fra Team Tvis Holstebro til Viborg HK efter sommerferien,« siger hun og tilføjer:
»Det er da meget muligt, at Viborg HK i næste sæson ikke kommer til at spille med om mesterskabet. Men jeg føler mig stensikker på, at klubben indenfor overskuelig fremtid igen er en magtfaktor i dansk kvindehåndbold.«
Ann Grete Nørgaard lægger dog ikke skjul på, at hun de seneste dage har fulgt hændelserne i Viborg HK med bankende hjerte.
»Håndboldverdenen er usikker. Men ud fra det jeg har læst i medierne og hørt i kulissen, føler jeg mig rimelig sikker ved situationen. Skulle det hele ramle alligevel, må jeg forholde mig til det,« siger Ann Grete Nørgaard.
Direktør: – En god uge
Viborg HK’s nye direktør Henrik Dahl kan godt forstå, at danske håndboldinteresserede de seneste dage har set måbende til, hvad der er sket i klubben.
I forbindelse med udmeldingen om at forventningerne til at årsresultatet nedjusteres til et underskud på mellem fem og otte mio. kroner, blev han mandag udpeget til bestyrelsesformand i stedet for Ove Kloch, hvorefter han onsdag pludselig afløste fritstillede Nikolaj Horup på direktørposten.
»Det har da været hektisk. Men samtidig synes jeg også, at det har været en god uge,« siger Henrik Dahl.
Han forklarer sin opsigtsvækkende udtalelse med, at han er sikker på, at Viborg HK også fremover spiller i Dame Håndbold Ligaen.
»De seneste dage har vi i klubben mødt en fantastisk opbakning fra folk og virksomheder i byen. Man vil Viborg HK det bedste, og så sent som onsdag modtog vi tilkendegivelse fra en lokal virksomhed (Brøndum Holding, red.), om at de vil donere 2 millioner kroner,« siger Henrik Dahl.
Økonomisk skidt situation
Han erkender dog, at det økonomisk ser skidt ud for Viborg HK. I værste tilfælde står man efter generalforsamlingen i oktober med en negativ egenkapital på tre mio. kroner.
»Men situationen er langt fra lige så kritisk som i fjor. Vi var dengang truet af konkurs. Det er vi ikke nu, fordi vi har styr på likviditeten,« siger Henrik Dahl.
Han har med dags varsel valgt at fratræde jobbet som leder af den viborgensiske reklamevirksomhed Pionerbureauet for i stedet at tiltræde en langt mere usikker direktør-stilling i Viborg HK.
»Men jeg har en stor tiltro til klubbens fremtid. Jeg har selv i mange år haft min daglige gang i klubben, og føler at jeg har noget at bidrage med. Vi skal før næste sæson nok få et stærkt hold etableret. Efter påske offentliggør vi navnene på to spillere, som vi allerede nu har indgået kontrakt med, og senere forventer jeg, at truppen bliver forstærket med yderligere et par spillere,« siger Henrik Dahl.
Blot to dage efter sin tiltrædelse som direktør, er han i gang med at planlægge på den strategi, som klubben skal køres videre efter.
»Alt er i spil. Måske beslutter vi os for at blive afnoteret på Fondsbørsen. Hvad angår den eksterne kommunikation vil dette kunne lette nogle arbejdsgange. Målet er at vi skal være troværdige overfor de mennesker, der støtter os,« siger Henrik Dahl.
FAKTA:
Viborg HK’s driftsresultat (egenkapital)
2008/2009: minus 8,4 mio. kroner (50,6 mio. kroner)
2009/2010: minus 11,9 mio. kroner (38,6 mio. kroner)
2010/2011: minus 7,7 mio. kroner (30,8 mio. kroner)
2011/2012: minus 7,9 mio. kroner (22,9 mio kroner)
2012/2013: minus 9,9 mio. kroner (12,9 mio. kroner)
2013/2014: minus, 7,9 mio. kroner (4,9 mio. kroner)
2014/2015: forventet minus på mellem 5 og 8 mio. kroner (mellem 0 og minus 3 mio. kroner)