Nordkorea hævder at have testet et langdistancevåben
Nordkorea testede et langdistancevåben under en øvelse torsdag, skriver landets statslige nyhedsbureau.
På ordre fra leder Kim Jong-un affyrede Nordkorea et langdistancevåben under en militærøvelse torsdag.
Det skriver det statslige nyhedsbureau KCNA fredag.
KCNA nævner ikke noget om våbentypen, og ord som missil, raket eller projektil indgår ikke i artiklen.
Men øvelsen, som blev overværet af Kim Jong-un, var en succes, meddeler mediet.
Iagttagere har ifølge nyhedsbureauet AP sagt, at hvis Nordkorea begynder at affyre langtrækkende våben, kan det være et tegn på, at landet er ved at vende diplomatiet ryggen.
Både Sydkorea og USA har tidligere hævdet, at Nordkorea torsdag afholdt en våbenøvelse, men med kortrækkende missiler.
Omverdenen har ikke kommenteret
Ingen af de to lande har endnu kommenteret den seneste oplysning fra Nordkorea, om at øvelsen omfattede et langdistancevåben.
Ifølge en meddelelse fra militæret i Sydkorea affyrede Nordkorea torsdag eftermiddag to kortdistancemissiler i østlig retning.
De endte begge i havet efter at have fløjet henholdsvis 420 og 270 kilometer.
Præsidentpaladset i Sydkorea kaldte øvelsen for “stærkt bekymrende”, og USA’s præsident, Donald Trump, var heller ikke begejstret.
– Det var mindre missiler. Kortrækkende missiler. Ingen er glade for det, sagde Trump til journalister under et arrangement i Det Hvide Hus.
Forhold til USA er usikkert
Trump og Kim Jong-un holdt i februar deres andet topmøde, men samtalerne, der fandt sted i Hanoi i Vietnam, endte uden håndgribelige resultater i forhold til Nordkoreas omstridte atomprogram.
– Forholdet fortsætter. Men vi må se, hvad der sker. Jeg ved, at de ønsker at forhandle, de taler om forhandlinger. Men jeg tror ikke, at de er parate til at forhandle, sagde Trump torsdag om nordkoreanerne.
Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, mener, at torsdagens prøveaffyring muligvis er udtryk for frustration over forløbet af topmødet mellem Trump og Kim Jong-un.
– Det lader til, at Nordkorea er meget utilfreds med, at Hanoi-topmødet endte uden en aftale, siger han.
Affyringerne fandt sted, få timer efter at den amerikanske udsending Stephen Biegun ankom til den sydkoreanske hovedstad, Seoul.
Her skal han drøfte med sydkoreanske embedsmænd, hvordan man kan komme videre i de fastlåste forhandlinger med Nordkorea om landets atomprogram.