Nordjyderne har tippet politiet over 900 gange
I et år har nordjyderne nu via en politi-app med deres telefon eller tablet kunne tippe Nordjyllands Politi i tekst og billeder. Det er på et år sket over 900 gange
Nu er det et år siden, nordjyderne kunne begynde at tippe politiet via Politi-appen. Og det har de gjort: Over 900 gange har politiet modtaget tips fra nordjyderne.
Og det tal glæder politidirektør ved Nordjyllands Politi, Elsemette Cassøe:
– Vi synes, at det er mange. Da vi kun havde tip-funktionen på vores hjemmeside, var det meget få, der tippede os. Nu får vi pludselig i omegnen af 2-3 stykker om dagen via app’en, siger Elsemette Cassøe.
Nordjyllands Politi oplyser, at de tip, de får ind, typisk handler om færdselsforseelser, mistænkelige personer og køretøjer samt salg af stoffer.
Alle tip, der kommer ind, læses af vagthavende politifolk.
Og enten reagerer politiet på tippet med det samme, eller også sender man tippet videre til relevante afdelinger, der vurderer, hvordan de enkelte tip skal håndteres.
Formålet med politi-app’en har været at øge antallet af tip fra offentligheden ved at overføre tip-funktionaliteten til de platforme, som borgerne rent faktisk benytter, nemlig over til de såkaldte apps til telefoner og tablets.
– Vi har villet gøre tip-funktionaliteten enkel. Det skal være nemt og hurtigt at tippe os, mens man er på farten – ellers får man det ikke gjort, siger politidirektør Elsemette Cassøe.
Mange af tippene vedrører salg af stoffer på adresser, som politiet så får mulighed for at ransage – det havde ikke været muligt uden de tip, der kommer ind.
Derudover handler tippene også om påvirkede bilister, som i flere tilfælde har ført til at færdselspolitiet er rykket ud og har stoppet spritbilister.
Nordjyllands Politi konkluderer, at tippene nytter og skaber værdi for politiets arbejde:
– Jeg vil gerne opfordre borgerne til, at de bliver ved med at tippe os. Vi læser alle tip, og det er en vigtig pointe, at selv umiddelbart mindre væsentlige oplysninger kan have en afgørende betydning i en efterforskning. Så send os hellere et tip for meget end et for lidt, lyder det fra politidirektør Elsemette Cassøe.
Man kan ikke anmelde kriminalitet til politiet via app’en – kun sende tip. Anmeldelser skal stadig ske til servicenummeret, 114. Og har man akut brug for politiets hjælp, så er det 112.
Via app’en kan desuden læses uddrag af politiets døgnrapport, ligesom man kan slå adresser op på nærmeste politistation. Det er også muligt at foretage søgninger på cyklers stelnumre for at kontrollere, om de figurerer i politiets systemer.