Nomineret til stor pris igen
For anden gang i karrieren har Dan Laustsen mulighed for at snuppe en Oscar for sit arbejde som filmfotograf
Det er fjerde gang, den danske filmfotograf Dan Laustsen arbejder sammen med stjerneinstruktøren Guillermo del Toro - og anden gang makkerparret kan følges ad til oscaruddelingen, når den finder sted i Los Angeles natten til mandag dansk tid.
Her kan filmen "Nightmare Alley" i år vinde prisen for Bedste Film, mens Dan Laustsen kan score statuetten for Bedste Fotografering.
Har prøvet det før
Det prøvede de også med filmen "The Shape of Water" i 2018, som endte med at løbe med den helt store sejr ved oscarshowet - nemlig den eftertragtede statuette for Bedste Film.
Sammen har de to fundet et venskab og et arbejdsfællesskab, der i den grad bærer frugt.
Men under optagelserne til "Nightmare Alley" i Toronto i Canada, gjorde pandemien det til en udfordring at få filmen i kassen.
Produktion måtte stoppes
Først måtte produktionen stoppes i seks måneder. Og da de endelig kunne filme igen, var det med et hav af restriktioner.
- Det personlige forhold vi har til hinanden, betød enormt meget i den situation. Vi er rigtig gode venner, og vi er normalt meget tætte, når vi filmer, fortæller Dan Laustsen.
- Guillermo og jeg plejer at sidde op og ned ad hinanden på trækasser med hver vores monitor foran os. Men det var bare helt forbudt. Det var afstand, visir og handsker. Det var som en helt ny verden, fortæller han.
Til sidst lykkedes det dog at få filmen, der blandt andet har Cate Blanchett og Bradley Cooper på rollelisten, i kassen.
Arbejdet sammen i 25 år
Dan Laustsens historie med Guillermo del Toro går 25 år tilbage.
Her lavede de sammen filmen "Mimic", og 15 år senere indspillede de "Crimson Peak", før de fik verdenssucces med oscarbaskeren "The Shape of Water".
- Vi har altid klikket enormt godt også kunstnerisk. Vores æstetik er den samme. Guillermo er en fuldstændig utrolig instruktør, og det er en drøm for en fotograf at arbejde med ham, siger Dan Laustsen.
Kan tydeligt mærke det
For Dan Laustsen er det tydeligt at mærke, at han nu - for anden gang - kan kalde sig oscarnomineret fotograf.
- Før jeg blev nomineret for "The Shape of Water" kunne jeg godt forvente diskussioner om, hvorvidt lyset var rigtigt sat, og hvorfor skuespillerne skulle se sådan og sådan ud.
- Men da jeg fik specielt den anden nominering her, så gik det op for folk, at jeg ved, hvad jeg snakker om, siger Dan Laustsen, der lige nu er i fuld gang med at filme sit næste projekt i Atlanta i USA.
Bor i Danmark til daglig
Til hverdag - når han altså har sådan en mellem sine filmprojekter - bor Dan Laustsen i København. Han har gået på filmskole i Danmark, og blandt de danske film, han har stået bag er "Drengene fra Sankt Petri" og "Nattevagten".
Med sig fra Danmark har han taget en masse, føler han.
- Jeg kommer fra et lille land, hvor man virkelig må tænke over, hvad man bruger pengene til. Men alligevel skal det være rigtigt, siger han.
- Og fra den danske filmskole har jeg taget den holdning med, at det er et teamwork at lave film. Det er det, jeg elsker ved det, siger han.
Om han i år snupper en statuette for sit arbejde, bliver afgjort natten til mandag dansk tid.
- Det bliver ikke større i filmverdenen end at blive nomineret til en Oscar. Det skulle måske lige være at vinde den, siger han.