Noma er stadig Danmarks bedste
Noma er for andet år i træk valgt til Danmarks bedste restaurant af White Guide, som har besøgt 330 spisesteder rundt omkring i landet det forgangne år. På andenpladsen følger ligesom sidste år Geranium.
Kaster man et blik på hele listen samt White Guides særpriser, fremstår Kadeau er en af årets store vindere: Dels indtager Kadeau København en tredjeplads (og går dermed tre pladser op fra sidste år). Dels får Kadeau-drengenes københavnerafdeling prisen for »årets vinoplevelse«.
Kadeaus bornholmer-filial performer også flot med en 10.-plads på listen over Danmarks bedste restauranter og som vinder af Årets »en rejse værd«-pris.
Uformel – Formel Bs nye lillebror scorer også to priser for henholdsvis årets nye restaurant og for årets kokketalent, Frederik Alexander Rudkjøbing.
Bedst uden for hovedstaden
Bedste restaurant udenfor hovedstadsområdet er Wassim Hallals Frederikshøj i Aarhus. Sjovt nok finder man ikke de to andre nye Aarhus-stjerner ifølge den konkurrerende Michelin guide – Substans og Gastronomé i White Guides Top 40.
Og mens vi er ved Michelin, så er det også værd at notere sig, at Mielcke & Hurtigkarl – som Michelin endnu ikke har hædret med så meget som en enkelt lille stjerne – er årets højdespringer med et hop fra en halvlunken 19.-plads i 2014 til flot femteplads i år.
Det er andet år, at White Guide, som oprindeligt er grundlagt i Sverige i 2005, udkommer i Danmark.