Nødlov kan aflyse eksamener

Hvis undervisningsministerens hastelov vedtages, kan hun i yderste konsekvens aflyse skolernes eksamener.

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theils (S) lovforslag var til debat i folketingssalen tirsdag. Foto: Niels Christian Vilmann/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Hvis det bliver nødvendigt, skal det på grund af coronavirusset være muligt at aflyse dette års eksamener i skolerne, gymnasierne og erhvervsuddannelserne.

Det mener børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).

Artiklen fortsætter under videoen

Derfor præsenterede hun tirsdag et forslag til en hastelov, der giver hende mulighed for at aflyse eller udskyde eksaminerne.

– Hvis det trækker ud og bliver en længere periode, vil det være nødvendigt at tage stilling til, hvad der skal ske med 9.-klasses afgangsprøver og eksamener på de gymnasiale uddannelser og på EUD (erhvervsuddannelserne, red.).

– Med den her lovgivning bliver der givet en bemyndigelse til, at vi kan kigge på de her ting, hvis det bliver nødvendigt, siger undervisningsministeren.

Eksamen kan erstattes

Tiltaget er et af flere, som ministeren fremlagde tirsdag i et lovforslag, der skal hjælpe undervisningsområdet midt i uroen omkring coronavirusset.

Hvis ministeren finder det nødvendigt, kan en afgangseksamen eksempelvis blive erstattet af elevens standpunktskarakterer.

Loven kan også betyde, at fraværsregistrering kan bortfalde, og at minimumstimetal kan fraviges.

Indtil videre har coronavirusset haft stor betydning for de danske folkeskoler og gymnasier.

Fra mandag og to uger frem lukkede de – ligesom alle landets daginstitutioner og universiteter – midlertidigt ned for at dæmme op for spredningen.

Regeringens hastelov

Her er et overblik over en række af de beføjelser, som myndighederne får som følge af hasteloven:

* Sundhedsministeren kan påbyde personer, som er smittet med coronavirus, eller som formodes at være smittet, at lade sig undersøge af en læge.

Hvis påbuddet ikke følges, kan den pågældende ved politiets hjælp sendes til en læge til undersøgelse. Om nødvendigt kan den pågældende tvangsindlægges til observation på et sygehus.

* Sundhedsministeren kan efter forhandlinger med justitsministeren fastsætte regler om, at politiet kan bruge den fornødne magt for at sikre gennemførslen af hastelovens tiltag.

* Der indføres mulighed for forbud for adgang til offentlige institutioner, supermarkeder og butikker, offentlige og private plejehjem og sygehuse, samt restriktioner på transportmidler.

* Sundhedsministeren får efter samtale med justitsministeren mulighed for at forbyde større forsamlinger. Onsdag blev grænsen sat til 100 mennesker.

* Der indføres en solnedgangsklausul, så hastelovforslaget udløber 1. marts 2021. Det vil sige, at tiltagene er midlertidige.

Kilde: Ritzau

Mange af de hjemsendte elever får fjernundervisning og laver opgaver med far og mor. Men de risikerer at ryge for langt bagud i forhold til pensum, frygter undervisningsministeren.

Hun ønsker derfor midlertidigt at have mulighed for at fjerne det obligatoriske krav om afgangseksaminer.

– Det er noget, man skal træde meget varsomt omkring. Det er nødlovgivning, vi har at gøre med her, siger ministeren.

Skal løbe til marts 2021

Regeringen har foreslået, at loven skal udløbe 1. marts 2021.

Ved førstebehandlingen tirsdag bakkede Folketingets partier over en bred kam op om forslaget.

Også Dansk Folkeparti, der dog ønsker at sætte 1. september 2020 som udløbsdato. Loven hører først og fremmest forårssemesteret til, mener partiet.

Forslaget 2.-behandles torsdag.

Flere hastelove

Folketinget har dog allerede stemt flere hastelove igennem.

Blandt nogle at tiltagene er:

Fra 18. marts må man ikke samles mere end 10 personer. 
Storcentre, natklubber, diskoteker, barer og værtshuse lukkes.
De danske grænser blev lukket fra lørdag den 14. marts klokken 12.00.
Fly fra de områder i Verden, der er hårdest ramt af coronavirus forbydes at lande i Danmark.
Tandlæger har lukket for ikke-nødvendige behandlinger. Det samme har fysioterapeuter. 
Garantier for behandling og udredning i sundhedsvæsenet er blevet suspenderet.

Du kan forøvrigt læse mere om love og påbud i artiklen: Her er regeringens mange tiltag mod coronavirus. 

Powered by Labrador CMS