Nintendo vil sælge 10 millioner Switch-konsoller i år

Nintendo har sat sig store mål for sin nye satsning, Switch. Driftsindtjeningen skal fordobles.

Nintendo Switch har ikke kun været en succes i hjemlandet Japan, men hele verden over. Foto: Toshifumi Kitamura/AFP
Offentliggjort Sidst opdateret

Japanske Nintendo har store forventninger til spilkonsollen Switch, der blev lanceret i marts.

På verdensplan er der allerede solgt 2,7 millioner af slagsen i løbet af den første måned, og målsætningen for de kommende 12 måneder er et salg på yderligere 10 millioner konsoller.

Det fremgår af selskabets årsregnskab for det forskudte regnskabsår 2016/17, der er offentliggjort torsdag.

Hvis målsætningen indfris, vil det bidrage til, at Nintendos driftsresultat i det kommende regnskabsår bliver mere end fordoblet og ender på 65 milliarder yen, svarende til knap fire milliarder kroner.

Det vil i givet fald være en pæn forbedring i forhold til det seneste regnskabsår, hvor driften indbragte godt 29 milliarder yen.

Efterfølger til efterfølger af megasællert

Nintendo Switch er japanernes bud på en afløser for Nintendo Wii, der var et stort og banebrydende hit på konsolmarkedet tilbage i 2006.

Wii er imidlertid forældet nu, og efterfølgerne Wii U blev aldrig nogen succes.

Switch koster i omegnen af 2800 kroner herhjemme og udmærker sig ved, at man både kan spille derhjemme foran tv’et eller tage maskinen med sig på tur.

Udbuddet af spil til konsollen er fortsat begrænset, men flere nye titler er i støbeskeen. Til gengæld har konsollen udmærket sig ved, at det absolut mest populære Switch-spil – “The Legend of Zelda: Breath of the Wild” i marts måned faktisk blev solgt i flere eksemplarer end selve konsollen.

Ifølge Arstechnica.com solgte Nintendo således 906.000 Switch-konsoller i marts i USA. I samme periode solgte Nintendo 925.000 udgaver af  “The Legend of Zelda: Breath of the Wild.”

Nintendo står også bag på populære Pokemon-figurer, der fik en renæssance sidste sommer med lanceringen af mobilspillet Pokemon Go.

Det er imidlertid The Pokemon Company, som Nintendo kun ejer en del af, som tjener penge på spillets succes.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS