Niels Frederiksen: Fyring har påvirket mig
Han har slæbt flyttekasser. Han har været ud at rejse.
Sådan har Niels Frederiksen tilbragt de 17 dage, der er gået, siden han gik i flyverskjul efter fyringen i superligaklubben Esbjerg.
I går dukkede han op igen som ny U21-landstræner.
»Sommetider skal man jo slappe lidt af, og det har jeg jo så gjort. Det har været ganske udmærket, og jeg har det egentlig fint i dag,« siger Niels Frederiksen, der er flyttet hjem til sin gamle lejlighed i København.
Han erkender dog, at han har været mærket af sit livs første fyreseddel.
»Det er da specielt, og jeg tror altid, at man bliver påvirket af en fyring. Det er første gang, jeg har prøvet det, og det er da ikke noget, man ønsker skal ske alt for tit, men det er en del af den her verden, og det ved jeg godt. Jeg synes, jeg er kommet fint over det og er kommet videre i forløbet,« siger Niels Frederiksen:
»Jeg har også haft en ide om, at jeg nok skulle finde et job igen inden for den nærmeste fremtid,« siger Niels Frederiksen.
Hos DBU fortæller talentchef Flemming Berg, at Niels Frederiksen var på kandidat-listen allerede inden fyringen i Esbjerg.
»Vi forhørte os ret tidligt hos den håndfuld, vi oprindeligt havde på listen, men det er først i den seneste uge, at vi har følt os klar til at gå ind og tilbyde jobbet,« siger Flemming Berg, der kalder ansættelsen af Niels Frederiksen for ’et fantastisk scoop.
I den sammenhæng har den nylige fyresedlen i Esbjerg – et hold, der ellers har bestået af mange talenter i de seneste år – ikke haft indflydelse på beslutningen. Flemming Berg har endda overskud til at joke med det.
»Det har ikke betydet noget. Der er nogle omstændigheder i Esbjerg, som ikke har med DBU at gøre Vi har sådan en aftale med Esbjerg om, at vi overtager deres trænere, hvis de er fynboer. Så nu er vi spændte på, hvem, Esbjerg ansætter næste gang ,« siger Flemming Berg med reference til Niels Frederiksen forgænger i begge job, Jess Thorup.
Niels Frederiksen tiltræder som U21-landstræner 1. september. Han har fået en toårig kontrakt.
Tre hurtige til Niels Frederiksen
Hvordan bliver det at gå fra at være klubtræner til at være landstræner?
»Det kække svar er, at det ved jeg ikke, for jeg har ikke prøvet det. Det bliver en anden måde at arbejde på, når man kun har spillerne i korte intense perioder. Nu skal jeg finde ud af at få dem scoutet, få planlagt at se modstandere og holde en dialog med klubberne. Det bliver nogle meget anderledes opgaver, end jeg har været vant til. Men jeg glæder mig.«
Hvor ser du U21-landsholdet lige nu?
»Hvis man tager det hold, der lige har været til EM og skruer tiden to år tilbage, så er det dér, vi står med den nye årgang. Så vil man også sig ’hov, der er nogle af de spillere, der slet ikke er så store profiler dengang, som de er nu.’ Om du er 20 eller 22 år betyder voldsomt meget for din udvikling.«
Om at skulle til OL med et dansk fodboldhold:
»Det glæder jeg mig til. Det er 24 år siden, det sidst skete, så det bliver en stor oplevelse. Forhåbentlig bliver det også en oplevelse, hvor vi skal ned og præstere godt.«