Nicki Pedersen slutter uden for podiet i Prag

Nicki Pedersen. Foto: Instagram.
Offentliggjort Sidst opdateret

Nicki Pedersen holder sig med helt fremme i VM-stillingen med en fjerdeplads i Tjekkiets hovedstad.

Speedwaystjernen Nicki Pedersen kæmpede længe med om sejren, da sæsonens tredje grandprix lørdag blev kørt i Prag.

Danskeren kunne dog ikke helt leve op til sidste uges triumf i Finland med en fjerdeplads i finalen i Tjekkiets hovedstad.

I finalen måtte Pedersen se sig besejret af den førende i VM-stillingen, briten Tai Woffinden, der for tredje år i træk vandt i Prag. Polakkerne Jaroslaw Hampel og Maciej Janowski kæmpede sig på podiet foran danskeren.

Nicki Pedersen fik fra inderbanen en skidt start i finalen, mens Woffinden kom bedst ud af første sving og slog et stort hul til konkurrenterne.

I den samlede VM-stilling er danskeren fortsat godt med. På andenpladsen har Nicki Pedersen seks point op til den førende Woffinden.

Det så længe godt ud for danskeren i Prag. I semifinalen tog den danske stjerne førstepladsen foran polske Maciej Janowski, der indtil da havde været helt suveræn.

Med fem heatsejre af fem mulige kvalificerede den 23-årige polak sig i suveræn stil til semifinalerne.

Nicki Pedersen, der tre gange tidligere i karrieren har vundet i Prag, fik langsomt kørt sig varm.

Den 38-årige fynbo lagde ud med tre andenpladser, inden han speedede op og nappede to førstepladser.

Ligesom Nicki Pedersen fik Niels-Kristian Iversen med syv point lige nøjagtig klemt sig med i semifinalerne, da han i heat 19 tog sejren foran den regerende verdensmester, amerikaneren Greg Hancock.

Semifinalen blev dog endestationen for Iversen, der måtte se Tai Woffinden og Jaroslaw Hampel tage de to pladser til finalen.

Michael Jepsen Jensen havde en sløj aften i Tjekkiets hovedstad med blot fire point.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS