Nicki efter VM-slagsmål: Masters skal have den hårdeste straf
Den hårdest mulige straf. Det kræver Nicki Pedersen, efter hans mekaniker blev slået adskillige gange af den australske kører Sam Masters i et slagsmål under lørdagens VM-grandprix i Melbourne.
»Sam Masters løber direkte hen og knalder min mekaniker én på hovedet. Han har endda stadig hjelm på hovedet, så det er en helt ulige kamp. Jeg ved, at juryen har kaldt ham ind efterfølgende for at vurdere episoden, og jeg mener, han skal have den hårdeste straf mulig. Det går simpelthen ikke, at man slår andre på den måde,« siger Nicki Pedersen til bt.dk om episoden, der skete ovenpå, han selv havde været i verbal infight med australieren.
Primadonnanykker
Grandprixet i Melbourne blev vist på direkte tv, hvor man først kunne se Nicki Pedersen og Sam Masters i et vildt skænderi ovenpå et heat. Danskeren var lidt forundret over Sam Masters verbale angreb:
»Efter heatet får Sam Masters primadonnanykker, og han føler åbenbart, at jeg har kørt for hårdt på ham. Han kører ophidset hen til mig og sparker til mig. Jeg stopper cyklen og siger til ham, at han må se at komme ind i kampen – det er motorsport,« siger Nicki Pedersen.
Kørere holdt adskilt
Officials holdt de to kørere adskilt, indtil Sam Masters pludselig løb hen mod Nicki Pedersens polske mekaniker, og situationen endte i adskillige slag mellem de to. Australieren nåede undervejs at placere fire-fem slag mod mekanikeren, inden officials fik adskilt de to kamphaner. Nicki Pedersen deltog ikke selv i slagsmålet.
Selve VM-løbet i Melbourne endte med en samlet VM-bronze til Nicki Pedersen, der havde mulighed for at vinde sølv, da kun to point adskilte ham og Greg Hancock. Men amerikaneren kørte for godt, til at danskeren kunne overhale i den samlede stilling, og endte som grandprixets vinder foran danske Niels-Kristian Iversen. Nicki Pedersen er dog tilfreds med bronzen:
»Jeg har kæmpet med udstyret hele sæsonen, og vi har ikke kunnet få nok fart på cyklen. Så om jeg bliver nummer to eller tre i denne sæson er mindre vigtig. Jeg er godt tilfreds med bronzen. Nu ser jeg frem mod næste sæson,« siger han.
Tai Woffinden var allerede blevet kåret som verdensmester inden grandprixet i Australien, hvor han endte med at styrte og udgå i semifinalen.