Ni børn indlagt: Nu nærmer giftig larve sig
Danmark er forberedt, hvis den giftige larve ege-processionsspinder kommer til landet, som det ser ud til, den gør.
Det lyder måske ikke så farligt med en larve. Men det lille behårede dyr kan forvolde meget mere skade, end man lige ville tro.
Faktisk er larvens hår så giftige, at de kan give udslæt, åndedrætsproblemer, kvalme og opkast. I Tyskland, hvor ege-processionsspinderlarverne netop hærger, er flere børn blevet opereret i øjnene efter deres møde med larven.
Derfor har Danmark også allerede en plan, hvis larven kommer til landet, som det formodes, at den gør. Det skriver DR.
Giftig larve
I Tyskland hærger ege-processionsspinderlarven. Her blev ni børn indlagt, efter de deltog i en sportsbegivenhed i den tyske by Mülheim. De havde indåndet larvernes hår.
Det frygtes nu, at larverne har kurs mod Danmark. Og faktisk er der allerede blevet fundet hanner på sydsiden af Lolland-Falster. Derfor er der så småt lagt planer om bekæmpelse af de giftige larver.
– Det er klart, at der er opmærksomhed på det her, både fra kommunerne, som er dem, som skal tage action i byerne, men også fra de træplejere, som måske skal være involveret i bekæmpelsen, siger Iben Margrete Thomsen, seniorrådgiver på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning ved Københavns Universitet.
Samme type larve
Det er første gang, at ege-processionsspinderlarven er at finde i Danmark. Men der har tidligere været en lignende, nemlig fyrre-processionsspinderlarven.
Artiklen fortsætter efter videoen.
– De minder om hinanden i biologi. Jeg kender dem sydfra, og de har samme opførsel, som vi kender fra de andre -når de skal forpuppe sig, går de ned i jorden og forpupper sig i jordoverfladen. De er både problematiske fordi de er skadedyr og meget kraftigt giftige, har biolog og naturformidler Michael Stoltze tidligere sagt til Newsbreak.dk.
Der blev flere indlagt efter at have indåndet larvens hår.
Kan bekæmpes
Ifølge Michael Stoltze er det bedst at lade larverne være, men han erkender også, at der i voldsomme tilfælde kan være brug for at gøre noget ved dem.
Men det er ikke den letteste metode, når man gerne vil af med de giftige larver. Det skal foregå med fuldt beskyttelsesudstyr samt specielle støvsugere, der skal suge larvens redder og selve larverne op.
Hunden Lucca mistede tungespidsen
Newsbreak.dk har tidligere fortalt om hunden Lucca, der i 2016 kom i nærkontakt med fyrre-processionsspinderlarven på Bornholm.
Luccas ejer, Line Friis, fortalte til Newsbreak.dk, at hunden tog et par af larverne i munden:
– Hun tager en eller to i munden, men spytter dem hurtigt ud igen, fortæller Line Friis.
Efter nogen tid tog familien til stranden – og det var her, at hunden for alvor blev dårlig. På stranden kastede den op – og det fortsatte, da familien komtilbage i det lejede sommerhus på Dueodde på Bornholm.
Lucca havde en del fråde om munden, og i den fråde sad sandsynligvis de hår fra larverne, der giver de voldsomme reaktioner. Fråden ramte på et tidspunkt et familiemedlem, der fik udslæt og voldsomme allergiske reaktioner på armen, der var ramt af fråden.
Dagen efter blev Luccas tunge mælkehvid – og så tabte hunden et stykke af tungen:
– Jeg har fået at vide, at der sikkert var gået koldbrand i den, sagde Line Friis til Newsbreak.dk.