Ni anholdt ved demonstrationer
Sortklædte demonstranter demonstrerede lørdag i flere byer.
OPDATERING 20.57:
I alt ni er anholdt ved de to demonstrationer.
Det oplyser henholdsvis Københavns og Nordjyllands Politi til Ritzau.
Det er gruppen “Men in Black”, som står bag demonstrationerne. Ifølge gruppens Facebook-side kæmper gruppen for frihed.
Demonstrationerne er angiveligt en protest mod de restriktioner, der er indført for at dæmme op for coronapandemien.
OPATERING 19.44:
Politiet har trukket stave ved demonstrationen på Rådhuspladsen i København.
Det fremgår af billeder fra stedet.
Rasmus Schulz, politiets koordineringsleder, fortæller til BT, at man hidtil har anholdt to:
– Vi følger dem nøje, og sikrer, at de ikke opnår det mål, der var fra talerstolen. Det kan og vil vi ikke tolerere. Der er 100-150 mand tilbage i demonstrationen, og vi har to anholdte.
Rådhuspladsen i København lige nu. Der bliver råbt: “Frihed for Danmark, vi har fået nok”. Og: “er I klar til at smadre byen på en ikke-voldelig måde”, bliver der sagt fra talerstolen. pic.twitter.com/iQGshoZjWQ
— Trine Maria Ilsøe (@Trilsoe) January 9, 2021
ORIGINALARTIKEL:
Gruppen Men in Black holder lørdag aften demonstrationer i flere danske byer.
I Aalborg startede en demonstration i Kildeparken klokken 17.30. Her har politiet anholdt fem deltagere, skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse:
– Vi har anholdt fem deltagere, som er sigtet for at overtræde fyrværkeriloven, da de afbrændte fyrværkeri på ruten, siger vicepolitiinspektør Sune Myrup i pressemeddelelsen.
Om demonstrationens videre forløb siger han:
– Vi følger demonstrationen tæt og er i dialog med deltagerne. Vores mål er at sikre, at demonstrationen forløber i ro og orden. Gør den ikke det, griber vi naturligvis ind.
Politiet skønner, at ca. 50-65 personer deltager i den aalborgensiske demonstration.
Også i København
I København udspiller sig ifølge Ekstra Bladet lignende scener.
Her demonstrerer samme gruppe på Rådhuspladsen:
“Her affyres der fyrværkeri og romerlys mens folk råber ‘frihed for Danmark, vi har fået nok’. En stor del af demonstrationens deltagere har ligeledes taget fakler med,” skriver Ekstra Bladet.
Det siger de selv
På Facebook skriver Men in Black selv følgende om demonstrationen:
“Vi opfordrer ALLE til at komme til demonstrationen, mest for vores fremtids skyld, men især også for din egen!
Vi har en klar formodning om at ordensmagten vil forsøge at krænke vores demonstrationsfrihed. Dette håber vi selvfølgelig ikke, da det er vores ret som borgere i Danmark at demonstrere.
Vi opfordrer de ansatte hos ordensmagten landet rundt, at huske på, at i til dagligt er en del af folket og bliver betalt af folket, såfremt i kender til forskellen på ret og uret.
Når ret bliver til uret bliver modstand en pligt!
Lørdag d. 09/01-21 kl 18.30 inviterer vi alle frihedskæmpere uanset tilhørsforhold, unge som ældre, hun og hankøn i alle farver til demonstration på Rådhuspladsen i København.
Da dette er vores første offentlige demonstration, vil vi bede alle om at tage ekstra hensyn til jeres omgivelser, særligt hvad angår larmende elementer, vi ser helst at de højlydte brag, ikke er i fokus
under denne demonstration, lys og råb, skilt med budskabet om vores FRIHED og medbring fakler og en stemning, der ikke er til at tage fejl af!”