Neymars rygskade heler tilfredsstillende
Barcelona har testet Neymars ryg. Brasilianeren skal følge et specialprogram, før han kan deltage i træningen.
Den brasilianske stjerne Neymar er tilbage i FC Barcelona efter en mindre sommerferie ovenpå VM i hjemlandet.
Den spanske storklub har straks sendt Neymar på et specialprogram, der skal bringe hans ryg i orden.
Barcelonas læger har testet angriberen og kalder undersøgelserne for “tilfredsstillende”.
– Spilleren skal nu følge et genoptræningsprogram. Fremskridtet afgør, hvornår han kan træne igen, skriver klubben på dens hjemmeside.
I Brasiliens VM-kvartfinale mod Colombia den 4. juli fik Neymar en hård tackling i ryggen af colombianeren Juan Zuniga kort ført tid og måtte bæres fra banen. Brasilien slog Colombia, men tabte efterfølgende semifinalen til de senere verdensmestre fra Tyskland.
Den 22-årige angriber satser selv på at være med den 18. august, når FC Barcelona spiller en træningskamp, inden den spanske ligapremiere seks dage senere mod Elche.
/ritzau/Reuters