Netop nu: Politiet afspærrer »Krudttønden« på grund af mistænkeligt brev
Kulturhuset Krudttønden på Østerbro har modtaget noget, som politiet betegner som »mistænkelig post«.
Derfor afspærrer politiet tirsdag morgen området omkring kulturhuset, mens sagen undersøges nærmere, skriver bt.dk.
»Man har modtaget noget post derude, som på baggrund af weekendens hændelser virker mistænkeligt. Det er vi i øjeblikket ved at undersøge nærmere,« fortælle den centrale vagtleder ved Københavns Politi, Henrik Stormer, til bt.dk.
Krudttønden blev lørdag eftermiddag udsat for et terrorangreb, hvor en 55-årig mand mistede livet, mens tre betjente blev såret.
Anmeldelsen om den mistænkelige post kom tirsdag morgen klokken 08.10. Politiet ved kort efter klokken 9.00 ikke så meget om sagen.
Det er endnu også uvist, om det bliver nødvendigt at evakuere borgere i området.
»Nu tager de lige et kig på brevet, og så tager de stilling til, hvad der derefter skal ske,« siger den centrale vagtleder.