Netforbindelser i togene er for ringe
For tog-pendlere der ønsker at bruge rejsetiden til at arbejde, er dårlige net- og mobilforbindelser en daglig kilde til irritation.
En analyse og rundspørge, som Dansk Erhverv, DJØF, DSB og Ingeniørforeningen står bag viser, at cirka 53 procent af pendlerne bruger tiden undervejs til at arbejde, skriver dr.dk. Forbedrede net- og mobilforbindelser vil derfor give store samfundsgevinster.
»Jo mere, vi kan få ind af det her, jo mere fleksibilitet kan danskerne få i deres arbejdsliv, og jo mere produktivitet kan vi fra erhvervslivet få ind, så der er nogle lavthængende frugter at plukke her,« siger chefkonsulent Jesper Højte Stenbæk fra Dansk Erhverv til dr.dk.
Hos DSB er man helt bevidst om pendlernes frustrationer og problemer, og er i gang med en finde en løsning.
»Vi gør helt konkret det, at vi i samarbejde med teleindustrien prøver at finde en løsning. Det er klart, at teleindustrien skal levere en løsning, der gør, at der er dækning og kapacitet,« understreger trafikinformationschef i DSB Tony Bispeskov ifølge dr.dk.
De dårlige net- og mobilforbindelser er dog ikke pendlernes eneste klagepunkt. Der er også for få siddepladser i togene, mener 46 procent af pendlerne.