Netflix i stor nedtur
Verdens mest populære streamingtjeneste mistede 200.000 brugere i første kvartal og forudser nye tab
Den populære streamingtjeneste Netflix har for første gang i over et årti mistet abonnenter.
Det oplyser selskabet tirsdag i en regnskabsmeddelelse.
I alt mistede Netflix 200.000 abonnenter i første kvartal. Det var langt fra streamingtjenestens egne forventninger om, at det ville få 2,5 millioner nye brugere i perioden.
Selskabet forudser også, at den negative udvikling fortsætter i andet kvartal.
Påvirket af krigen
Netflix har de seneste ti år ellers været en stabil vækstmotor for investorer, men det har krigen i Ukraine blandt andet rykket ved.
Således måtte selskabet i marts vinke farvel til 700.000 brugere, da det besluttede at suspendere sin tjeneste i Rusland på grund af konflikten.
Netflix aktie er faldet med 18 procent i eftermarkedet i kølvandet på tirsdagens udmelding.