- Nervøsiteten giver enormt meget fokus

Johanne Louise Schmidt, der spiller statsminister i fjerde sæson af "Borgen", får en masse indestængte følelser ud, når hun giver den gas som skuespiller

Offentliggjort Sidst opdateret

- Du står alene på den lille isflage nu - så kan vi kun håbe på, at lortet ikke smelter under dig.

Fronterne er trukket skarpt op i fjerde sæson af "Borgen", hvor seriens nye statsminister, Signe Kragh, er i clinch med sin udenrigsminister, Birgitte Nyborg, efter at hun har mingeleret, at sagen om et enormt oliefund i Grønland havner på hendes bord.

Det har krævet meget

Det er Johanne Louise Schmidt, som portrætterer landets nyudnævnte, unge statsminister. Det har krævet meget af den 38-årige skuespillerinde, som var overvældet over at blive en del af universet i fjerde sæson af succesen, der netop nu ruller over skærmen.

- Noget, som jeg faktisk tror, blev en gave, var det, at Signe Kragh og Birgitte Nyborg er modstandere, og at Signe Kragh overtager Birgitte Nyborgs plads.

- Men jeg, Johanne, går jo også ind og tager Sidses stilling. Så det var ret brugbart på rigtig mange måder, synes jeg faktisk, for det var nogle intense scener at lave.

Giver enormt meget fokus

Det var ikke uden nervøsitet at træde ind i det fiktive univers. Men når nervøsiteten ikke kammer over og hæmmer, så giver den enormt meget fokus, fortæller Johanne Louise Schmidt.

- Jeg var også virkelig tændt. For når man skal spille et menneske, der har kontrol, så må man på en eller anden måde også sige: Nu må du få kontrol over dig selv, Johanne, siger skuespillerinden.

I skærende kontrast

Derfor står Signe Kragh i skærende kontrast til Johanne Louise Schmidt.

- Som privatperson kan jeg være sindssygt konfliktsky - det er jeg virkelig - så det er en befrielse at være skuespiller, for så får man det, man har i sig selv, udlevet på en måde.

- Når folk spørger Hulk: "Hvordan kan du forvandle dig og blive fuldstændig vanvittig?" Så siger han bare fuldstændig tørt: "fordi jeg altid er vred". 

Johanne Louise Schmidt føler, at hun har tusindvis af vilde heste inden i sig, som hun forsøger at tøjle. (Arkivfoto).
Johanne Louise Schmidt føler, at hun har tusindvis af vilde heste inden i sig, som hun forsøger at tøjle. (Arkivfoto).

Johanne Louise Schmidt blev uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 2009 og er især kendt for at skildre sekretæren Rose i tre af filmatiseringerne af Jussi Adler-Olsens krimier om Afdeling Q.

Derudover har hun medvirket i serier som "DNA" og "Sneengle".

Hædret med talentpris

Hun er blevet hædret med Reumerts talentpris i 2010 og Kronprinsparrets Stjernedryspris i 2014.

- Jeg har et billede derhjemme med tre kæmpe abstrakte heste, og det er sådan et billede på mig. Jeg føler, jeg har 5000 heste inden i mig, som jeg prøver at kontrollere. Det er nogle gange nemmere sagt end gjort, siger Johanne Louise Schmidt.

- Jeg tror, at selv om man er et rart og sødt menneske, har man det hele i sig. Det buldrer løs, men sådan kan jeg jo ikke gå rundt. Tit tænker jeg på, at jeg ville være et voldsomt ubalanceret menneske, hvis ikke jeg var skuespiller. Det ville være frygteligt, siger hun.

"Borgen - Riget, magten og æren" kan ses hver søndag på DR1 og allerede fra fredag morgen på DRTV.

Powered by Labrador CMS