NEJ, du har ikke vundet en iPhone: Falske mails i omløb
Nu forsøger svindlerne igen.
De ligner, det må man give dem. De falske mails, der lige nu er i omløb. Som du kan se i galleriet over artiklen.
Det faktum, at en ellers troværdig institution står som afsender, hjælper da heller ikke på denne sag, der – igen, fristes man til at sige, handler om phishing. Altså det fænomen, hvor svindlere forsøger at lokke penge ud af godtroende danskere.
Flere danskere har nemlig modtaget en mail fra Danmarks Statistisk. Eller, sådan fremgår det. Det er desværre langt fra virkeligheden og sandheden – ligesom du nok også må kigge langt efter den iPhone, som det påstås, du kan vinde.
“Der florerer i øjeblikket ondsindede/falske mails med Danmarks Statistik eller Danmarks Statistik Forbund som afsender”, står der blandt andet i et opslag på Danmarks Statistiks Facebook-side.
I mailen er der et link, du skal klikke på for at være med i konkurrencen om en iPhone. At klikke på det link, er præcis det, man ikke skal gøre.
Tjek afsenderen
Det ved Lene Karmisholt heldigvis. Hun er en af modtagerne af de falske mails. Og en opmærksom en af slagsen.
– Når jeg får sådanne mails, så tjekker jeg altid afsender og det var i dette tilfælde en Gmail, som ingen firmaer bruger, oplyser hun til Newsbreak.dk.
Nærlæser man nogle af de kommentarer under opslaget hos Danmarks Statistik, fremgår det da også tydeligt, at afsenderne er af noget tvivlsom karakter.
Sikkerhedsekspert og medstifter af sikkerhedsfirmaet CSIS Peter Kruse har tidligere fortalt til Newsbreak.dk, at phishing-beskederne ofte forsøger at udnytte store virksomheders navne, som er kendte har en høj troværdighed.
Et eksempel, der fremhæves, er Skat. I tiden omkring offentliggørelsen af årsopgørelsen 2017 blev indbakker landet over fyldt med særligt én mail, der så ud som om, den kom fra netop Skat og lovede udbetaling af restskat.
– Vi har i sådan en situation allerede paraderne nede, fordi vi forventer at være i kontakt med Skat på den ene eller den anden måde, har Peter Kruse tidligere fortalt Newsbreak.dk.