Nedskydning af tilfældige cyklister giver særlig straf

Dommen blev anket på stedet.

Bandemedlemmet har fået 20 års fængsel.
Offentliggjort Sidst opdateret

Et højtstående medlem af banden Loyal To Familia (LTF) straffes med fængsel i 20 år for blandt andet drabsforsøgene på to tilfældige cyklister på Nørrebro.

Anklager Jens Povlsen havde krævet fængsel på livstid, men nævningetinget i Københavns Byret ville ikke gå helt så højt.

Den 27-årige Billal Nabil Hasan har erkendt skyderiet, der fandt sted i september sidste år.

Dog har han afvist, at han skød for at dræbe, ligesom skuddene ifølge ham ikke faldt i forbindelse med den verserende bandekonflikt.

Derfor havde han også håbet på en mildere straf, og få sekunder efter fredagens afgørelse meddelte han, at dommen ankes til Østre Landsret.

Usædvanlig dom

Det er meget usædvanligt, at personer straffes med fængsel i 20 år.

Som udgangspunkt er den længste tidsbestemte straf således fængsel i 16 år, hvorefter det næste trin hedder livstid. Men i særlige tilfælde kan retten altså vælge at lægge sig midtimellem, hvilket altså er sket her.

Skød 11 gange

Det var natten til 21. september, at det dengang 26-årige LTF-medlem bevægede sig dybt ind på den rivaliserende bande Brothas’ territorium på Ydre Nørrebro.

Da han ved 01-tiden nåede frem til den yderste del af Nørrebrogade, trak han en pistol, og i løbet af mindre end et minut affyrede han 11 skud.

De første skud var rettet mod en 19-årig mand og to forskellige forretninger, hvor medlemmer af Brothas ofte hænger ud. I den forbindelse var tre personers liv i fare, har Københavns Byret tidligere slået fast.

Ingen af disse tre ofre, den 19-årige mand og to ekspedienter, blev dog ramt.

Herefter løb den tiltalte længere ind mod byen, og ved Den Røde Plads rettede han våbnet mod to tilfældige cyklister.

En 32-årig svensk kvinde blev ramt i ballen, mens en mand i midten af 30’erne blev strejfet af et projektil.

Powered by Labrador CMS