Nedsat arbejdsglæde giver større sygefravær
Ændringer på arbejdspladsen kan give psykiske udfordringer. Det er, hvad lærerne oplever, mener professor.
Det stigende sygefravær blandt folkeskolelærerne kan formentlig tilskrives den nye skolereform, der trådte i kraft i år.
Det vurderer professor i arbejdsmiljø Peter Hasle på Aalborg Universitet, der siger, at store forandringer og nye tiltag på en arbejdsplads kan nedsætte arbejdsglæden.
– Under store forandringer vil man på en arbejdsplads altid være utryg ved fremtiden, og hvis ledelsen ikke er i stand til at give svar, bliver usikkerheden større, og det kan give mere sygdomsfravær, siger han til Ritzau.
Ved skoleårets begyndelse trådte folkeskolereformen i kraft, og siden er sygefraværet steget med mere end 25 procent – i hvert fald i seks af landets kommuner, som har opgjort fraværet for tv2.dk. Blandt de seks er landets tre største kommuner. I Odense og Roskilde er det endda omkring 40 procent.
Fraværsprocenten er ikke blevet opgjort i landets resterende kommuner.
– Når tingene ændres så meget, kan lærerne begynde at betvivle, om de har gjort deres arbejde førhen godt nok, og det kan give stress, angst og udbrændthed, siger Peter Hasle.
Det er ikke unormalt at gå på arbejde, selvom man ikke er helt på toppen, men Peter Hasle peger på, at hvis man ikke længere finder glæde ved sit arbejde, er det også nemmere at blive hjemme under dynen, hvis man ikke helt er på toppen.
– Hvis man er forkølet, og det ligger lige på vippen, om man skal tage på arbejde eller ej, er man tilbøjelig til at blive hjemme og være på den sikre side. Især hvis man føler, at ens arbejdsindsats ikke er værdsat, eller at der ikke er behov for en.
– Det er den oplevelse, lærerne har haft, siger Peter Hasle.
/ritzau/