Nazi-flag på historisk tårn

Nordfront-flag hejst på historisk østjysk tårn

Offentliggjort Sidst opdateret

På Ejer Bavnehøj kan udflugtshungrende danskere blive mødt af historiens vingesus. Foruden at være Danmarks højeste punkt, så er det også en vigtig markering af genforeningen mellem Danmark og Nordslesvig.

Østjyder er flokkedes til for at se tårn og mindesten i disse dage, hvor udlandsrejser og andre oplevelser og forlystelser er begrænset til et absolut minimum. Ejer Bavnehøj ligger desuden græs til grundlovsmøder og har stor betydning både historisk og politisk.

Den betydning forsøgte den selverklærede nationalsocialistiske forening Nordfront at tage som gidsel fredag, da medlemmer af foreningens såkaldte rede 1 hejste deres eget flag i toppen af Ejer Bavnehøjs 12,5 meter høje genforeningstårn. Det skriver foreningens selv på sin hjemmeside.

Flaget med en tyrrune er en markering af foreningens ønske om et racerent, samlet Norden. Der blev desuden sat klistermærker på tårnet. Ifølge Aarhus Stiftstidende er hærværket meldt til politiet.

– Vi tager kraftigt afstand fra, at Ejer Bavnehøj bliver benyttet til den form for propaganda, siger Viggo Rasmussen, der er formand for foreningen Ejer Bavnehøjs Venner, til Stiften.dk.

Skal man tie det ihjel?

Flaghejsningen fandt sted fredag, skriver nazisterne selv. Newsbreak.dk har talt med Jens Zöga Diederichsen, der sammen med en samling skolekammerater var taget på udflugt i den friske luft efter en overstået online eksamen. De opdagede flagene fredag ved 16-tiden.

– Vi ser flagene og tænker ikke over det til at starte med, men da vi ser, at de er stripset fast, siger min kammerat, at det sgu ikke er meningen, de skal sidde der, siger han lørdag. Efter lidt kort research på telefonerne og de opsatte klistermærker, går det op for vennerne, hvad der er på spil her.

Derfor beslutter de sig at tage affære og kontakter foreningen Ejer Bavnehøjs Venner, der efterfølgende sørger for, at flag og klistermærker bliver fjernet fra stedet. For de studerende gav oplevelsen stof til eftertanke.

– Jeg bliver skræmt over, at det findes. Det virker fuldstændig …. Jeg mangler ord, siger Diederichsen. Der bliver stille i telefonen. Lidt efter siger han, at han og studiekammeraterne gav sig til at lave afvejningen. “Skal man tie det ihjel, eller skal man gøre opmærksom på, at de her mennesker findes, så man kan tage afstand?” De vælger det sidste.

Træner i kamp

Vækker Nordfront, der også går under navnet Den Nordiske Modstandsbevægelse, minder i hukommelsen, så skyldes det nok, at foreningen også var afsender på et omfattende og omdiskuteret hærværk begået mod den jødiske kirkegård i Randers. Adskillige gravstene blev skændet med blandt andet hagekors – på årsdagen for krystalnatten.

For det blev en 39-årig mand, der på det tidspunkt var en lederfigur i Nordfront i Danmark, idømt en fængselsstraf, mens en 28-årig blev fundet medskyldig. Begge mænd nægtede sig skyldig i anklagepunkterne, der blandt andet omfattede hærværk, gravskænding og overtrædelse af straffelovens paragraf 266b – populært kaldet racismeparagraffen.

På sin hjemmeside skriver Nordfront selv om Rede 1, der efter eget udsagn står bag hærværket, at denne lokalafdeling blandt andet har trænet i selvforsvar. Det kalder de selv decideret kamptræning og socialt samvær. “Der blev spist hjemmebagt stenalderbrød og ført ideologiske samtaler”, skriver foreningen om en træning i 2019. Der holdes også propagandadage.

– Det er en decideret nazistisk organisation, har antropolog og forsker i højrenationalisme ved Aarhus Universitet, Tina Wilchen Christensen, tidligere fortalt DR i en artikel, der forsøger at afdække Nordfront. Hun vil ikke engang kalde dem nynazister. Blot nazister.

Powered by Labrador CMS