Nato holder fast i budgetmål
Nato-lande lover at sigte mod at bruge to procent af BNP på forsvaret. Men der er plads til fleksibilitet.
De 28 Nato-lande har på deres topmøde i Wales taget hinanden i ed på, at de vil sigte mod at bruge to procent af deres bruttonationalprodukt på forsvar om 10 år – men med fleksibilitet for lande, der i øvrigt leverer, hvad Nato har brug for.
Målet om at bruge to procent på forsvar er med i topmødeerklæringen. Men der er også manøvrerum for lande som Danmark, der fremfører, at man har et meget effektivt forsvar og altid stiller op, når der er brug for det i Nato.
– Vi er enige om at vende trenden med faldende forsvarsbudgetter, vi vil bruge vores penge så effektivt som muligt og fremme en mere afbalanceret fordeling af byrder og ansvar, hedder det blandt andet i topmødeerklæringen.
Af topmødeerklæringen fremgår, at lande, der allerede lever op til to procents målet, skal sørge for at blive ved med det.
Lande, der ikke lever op til målet, skal leve op til tre betingelser: Stoppe fald i forsvarsbudgettet, søge at sætte budgettet op, når de har økonomisk vækst, og søge at nå målet på to procent i løbet af et årti.
Det sidste er formuleret på en måde, så der også er accept af, at lande ikke når op på de to procent, hvis de i øvrigt kan levere det forsvar, Nato kræver af dem.
/ritzau/