Nationalpartiet: – Vi er et parti for hele Danmark
Med dannebrog i partilogoet og sloganet »Vi er Danmark« kunne det nystiftede Nationalparti til forveksling ligne Dansk Folkepartis nye søsterparti.
Men sådan forholder det sig ikke. Nationalpartiet er tværtimod en reaktion på DF og højredrejningen af det politiske landskab, lyder det fra de tre stiftere, brødrene Kashif, Asif og Aamer Ahmad, der alle er født og opvokset i Danmark med pakistanske forældre.
»Ligesom mange andre kom vores forældre til Danmark, hvor de blev mødt af omsorg, solidaritet og respekt. Det er de værdier, vi er vokset op med, og det er dem, vi vil kæmpe for at genskabe. Dette er vores hjem. Vi er danskere. Vi er Danmark. Jeg tænker på dansk, jeg føler på dansk, jeg drømmer på dansk,« siger partiformand Kashif Ahmad.
Som medlem af kommunalbestyrelsen i Hvidovre er formanden foreløbig Nationalpartiets eneste folkevalgte politiker. Han erkender, at der er lang vej igen, før partiet når de 20.260 vælgererklæringer, det kræves for at kunne stille op til Folketinget – også selv om de har fået 7.000 tilkendegivelser om vælgererklæringer, der er på vej.
Nationalpartiet blev præsenteret ved et pressemøde i København torsdag, og en af de mange fremmødte fra det pakistanske miljø i hovedstadsområdet var taxachaufføren Rizwan Akhtar, der har kendt de tre brødre, siden de var små. Han har printet en hel stak vælgererklæringer, som han kan dele ud til sine kunder:
»Det er et besværligt system med vælgererklæringer, men jeg ved, at der er mange, der støtter op om deres sag,« siger han.
Det er dog op ad bakke. Dødeligheden blandt nystiftede danske partier er stor, påpeger professor i statskundskab Peter Nannestad fra Aarhus Universitet, som ikke vil vædde mange kroner på, at Nationalpartiet kommer i Folketinget ved næste valg.
»Det er virkelig svært for nye partier at få så bred opbakning i befolkningen, at de kommer over spærregrænsen. Og når man samtidig ikke udfylder noget hul i det politiske landskab, er det virkelig svært,« siger han.
Han hentyder til, at Nationalpartiets mærkesager om at afskaffe 24-års reglen og tilknytningskravet og få flere varme hænder i sundhedsvæsenet allerede findes på Christiansborg.
»Den eneste mulighed, jeg ser for dem, er, at de mobiliserer de mange indvandrere, der hidtil ikke har stemt. Men selv hvis de gør det, tvivler jeg på, at det er nok. De kan nok også samle nogle proteststemmer fra radikale vælgere, der er vrede over de stramninger, som de Radikale er gået med til på asylområdet,« siger Peter Nannestad.
Heller ikke den famøse personeffekt vil være nok til at vinde de fornødne stemmer, mener professoren. De tre Ahmad-brødre gjorde sig første gang bemærket, da de i 2005 arrangerede en støttekoncert i Cirkusbygningen for jordskælvsofre i Pakistan.
»Det kan muligvis have en effekt i deres cirkler, men det kan nok ikke nå ud til den brede befolkning. Selv Uffe Elbæk, der har været kulturminister, har tilsyneladende svært ved at indsamle nok vælgererklæringer,« siger Peter Nannestad med henvisning til stifteren af partiet Alternativet.
Kashif Ahmad er mere fortrøstningsfuld:
»Jeg tror på, at vi kan finde vælgere fra begge sider af Folketinget. Vi taler selvfølgelig til de grupper, der føler sig ekskluderet i samfundet, men vi er et parti for hele Danmark.«