Nationalbanken vil ikke trykke flere pengesedler
Dankortautomater, MobilePay og mobile betalingstjenester gør det til en svær forretning at trykke sedler.
Derfor vil Nationalbanken i løbet af 2016 have afviklet sin seddeltrykning og møntprægning. I stedet vil banken gøre som en række andre centralbanker og gå over til at købe trykning og prægning af sedler og mønter hos eksterne leverandører.
Det kan give en samlet besparelse frem mod 2020 på 100 millioner kroner, skriver Nationalbanken i en pressemeddelelse. Den overordnede årsag er, at efterspørgslen efter nye sedler og mønter har været dalende i en årrække – og Nationalbanken forventer ikke, at den tendens vil vende.
»Årsagerne er, at sedlerne bliver brugt mindre til transaktioner, sedlerne bliver bedre recirkuleret i samfundet, samt at kvaliteten af seddelserien er bedre, så sedlerne holder længere. Det betyder samlet set, at seddel- og møntproduktionen i Nationalbanken hverken nu eller fremover er økonomisk hensigtsmæssig,« hedder det i pressemeddelelsen.
Selvom selve fremstillingen af sedlerne og mønterne skal udliciteres, vil Nationalbanken stadig være seddel- og møntudstedende myndighed, ligesom banken også opretholder ekspertisen på området.
»Det er alene selve den interne fremstilling af sedler og mønter, der fremover vil foregå hos eksterne leverandører,« hedder det i pressemeddelelsen.