Nationalbanken ryster ikke på hånden i historisk forsvar af kronen

Foto: Jeppe Bjørn Vejlø/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Nationalbanken står stædigt fast i forsvaret af den danske kronekurs.

Det viser opgørelsen af valutareserven, der er blevet offentliggjort tirsdag eftermiddag.

At Nationalbanken købte udenlandsk valuta for svimlende 106,6 milliarder kroner i januar kommer ikke bag på bankøkonomerne. Beløbet lå i nabolaget af, hvad estimaterne lød på, og valutaopkøb er nu engang nationalbankens primære redskab til at sikre fastkurspolitikken – det andet redskab er renten.

Men man må også se fremad, og i den forbindelse mener Christian Hilligsøe Heinig, der er cheføkonom i Realkredit Danmark, at man ikke kan udelukke, at Nationalbanken tager flere metoder i brug for at fastholde kursniveauet mellem kronen og euroen.

»Det historisk store interventionsomfang i januar i kombination med tre store selvstændige rentenedsættelser, og et overraskende stop for salg af statsobligationer vidner […] om, at Nationalbanken er ude i stort forsvar af fastkurspolitikken, og at der kan være nye tiltag på vej i den kommende tid,« lyder det fra Christian Hilligsøe Heinig i en skriftlig kommentar med tilføjelsen:

»Det kan eksempelvis være i form af nye selvstændige rentenedsættelser eller måske endda et opkøbsprogram af danske obligationer, der skal presse renterne yderligere ned, og dermed gøre det endnu mindre attraktivt for investorerne at købe aktiver i danske kroner.«

Han bliver bakket op af Peter Bojsen Jakobsen, der er makroøkonom hos Sydbank. Han mener, at tirsdagens tal for valutareserven »cementerer« at presset på kronen har været rekordstort i januar – uden dog at ville fastslå, at presset fortsætter. Sker det, venter Sydbank-økonomen, at Nationalbanken vil handle håndfast.

»Presset på kronen kan fortsætte en rum tid endnu, og det kan derfor bestemt ikke udelukke at Nationalbanken vil sænke renten yderligere og foretage andre alternative tiltag, som skal presse renterne ned og dermed svække kronen,« lyder det fra Peter Bojsen Jakobsen i en ligeledes skriftlig kommentar.

Peter Bojsen Jakobsen vurderer i den forbindelse, at der er »al tænkelig sandsynlighed« for, at fastkurspolitikken overlever det pres, som den for tiden er udsat for i forbindelse med, at internationale investorer søger sikker havn i danske kroner – og i forbindelse med, at spekulanter køber kroner i forhåbningen om, at den kunstige kronekurs bliver opgivet, som det for nyligt var tilfældet i Schweiz.

Senior-analytiker ved Nordea Jan Størup Nielsen minder dog i sin skriftlig kommentar om, at der trods valutareservens rekordniveau, der nu har en værdi af på 564,1 milliarder kroner, ikke er noget, der er til hinder for, at Nationalbanken fortsætter med at trykke danske pengesedler og sende dem til udlandet.

»Vi forventer, at Nationalbanken over den kommende tid fortsat vil være aktive på valutamarkedet for at sælge danske kroner. I det formelle regelsæt for Nationalbanken er der ikke nogen øvre begrænsning på valutareservens størrelse. Hvis tilstrømningen mod Danmark fortsætter vil Nationalbanken derfor uden tøven fortsætte med at sælge danske kroner på valutamarkedet,« siger han og minder om, at Nationalbanken samtidig ville kunne sænke renten endnu mere:

»Vi forventer, at dette kronesalg vil blive ledsaget af en nedsættelse af renten på indskudsbeviser med yderligere 25 bp. (basispoint, red.), og det kan ikke udelukkes, at der introduceres nye ukonventionelle tiltag i det uforbeholdne forsvar af fastkurspolitikken. Alt sammen tiltag rettet imod at fastholde en høj troværdighed omkring den danske fastkurspolitik.«

Powered by Labrador CMS