Nationalbanken: Pres på kronen i både ind- og udland

Nationalbanken. Foto: Fabian Bimmer/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Danske kroner opkøbes kraftigt af danske og udenlandske investorer, vurderer nationalbankdirektør Lars Rohde.

Det er formentlig investorer fra både ind- og udland, der i disse dage køber så heftigt op i danske kroner, at Nationalbanken for fjerde gang på tre uger har sænket indskudsrenten, så den nu er lige så negativ som Schweiz, nemlig minus 0,75 procent.

Sådan lyder vurderingen fra nationalbankdirektør Lars Rohde, der dog ikke har noget helt præcist billede af, hvorfra presset kommer.

– Efterhånden som vi får finansiel statistik ind fra banker og andre aktører, kan vi danne os et mere præcist billede af det, men det har vi ikke nu, siger Lars Rohde til Ritzau Finans.

Nationalbanken har bedt forsikrings- og pensionsselskaberne oplyse deres valutapositioner.

– Det er et led i vores almindelige overvågning. Det har vi ikke tidligere haft et billede af, men det får vi så nu, siger Lars Rohde.

Nationalbanken har ikke blot sænket renten, men har helt usædvanligt stoppet for salg af statsobligationer. Men værktøjskassen er langt fra tømt, fastslår Lars Rohde.

Han mener, at nogle investorer forsøger at få kronen til at ændre værdi.

– Der er en del af det, som tyder på, at det er såkaldte “hot money”. Det er dem, der må stå til ansvar for det. Vi prøver at gøre det en lille smule dyrere at have en position i kroner i forhold til dollar eller euro, siger Lars Rohde.

Selv om Nationalbanken har advaret om en risiko for aktivbobler ved lang tid med lave eller negative renter, er hans besked klar.

– Det er selvfølgelig en bekymring, man kan have. Men det er en bekymring, som skal håndteres af den øvrige økonomiske politik. Nationalbankens pengepolitik retter sig alene mod at fastholde kronen over for euroen, siger Lars Rohde.

– Vi er parat til at bruge alle de midler, der skal til for at fastholde kronen i forhold til euro, lyder det fra Nationalbankens direktør.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS