Nationalbanken hopper med
Efter at Den Europæiske Centralbank tidligere torsdag hævede sin rente, følger Nationalbanken trop
Danmarks Nationalbank følger Den Europæiske Centralbank (ECB) og hæver sin ledende rente, renten på indskudsbeviser, med 0,75 procentpoint til 0,65 procent.
Det fremgår det af en pressemeddelelse torsdag eftermiddag.
Det er den største renteforhøjelse hos Nationalbanken siden 1998. Stigningen betyder også, at indskudsbevisrenten for første gang siden 2014 er tilbage med et positivt fortegn.
Den danske renteforhøjelse kommer i direkte forlængelse af ECB’s. Det skyldes, at Danmark har en fastkurspolitik over for euroen, så den altid koster omkring 7,5 kroner, og her det renteforskellen, som er afgørende.
I det hele taget er det er en historisk renteforhøjelse, der falder ned over Europa.
Når ECB og Danmark hæver renten, sker det i et forsøg på at lægge en dæmper på inflationen.
Den inflationsdæmpende mekanisme ligger i, at en hævet rente i sidste ende gør det dyrere at låne penge og mere attraktivt at spare op. På den måde skal forbruget stilne af, hvilket lægger en dæmper på de stigende priser.
Det er også nødvendigt i den økonomiske situation, verden står i nu, påpeger Las Olsen, som er cheføkonom hos Danske Bank.
- Det er nødvendigt for centralbankerne nu at vise, at de ikke vil tillade inflationen at forblive høj. På den måde kan de forhåbentlig forhindre, at en forventning om vedvarende høj inflation kan bide sig fast og blive selvforstærkende, siger han i en skriftlig kommentar.