Naser Khader sygemeldt

Folketingsmedlemmet er syg med stress

Offentliggjort Sidst opdateret

Folketingsmedlem Naser Khader (K) sygemelder sig som følge af stress. Det oplyser De Konservative.

– Naser Khader har netop meddelt den konservative folketingsgruppe, at han sygemelder sig. Årsagen er stress, lyder det fra partiet.

Berlingske har den seneste tid afdækket, at han skulle have intimideret kritikere ved at kontakte deres arbejdsgivere.

De Konservative har ikke yderligere kommentarer til sygemeldingen fra den konservative profil. Derfor har det ikke været muligt at få svar på, om sygemeldingen er afledt af beskyldningerne.

En række personer stod søndag frem i Berlingske og fortalte, hvordan de i flere år har oplevet, at Khader har truet med at klage til deres arbejdsplads og chef, hvis de udtalte sig kritisk om ham.

Flere personer har oplevet det som et udtryk for en uhørt magtudøvelse fra folketingspolitikeren.

Naser Khader har ikke kommenteret kritikken af ham, hvoraf dele også har været fremme tidligere.

Retsordfører Kristian Hegaard (R) ønsker ham god bedring, men er også kritisk på Twitter.

– Man skal bare huske på, at det er det samme pres og stress offentligt ansatte udsættes for, når en folkevalgt går til en arbejdsgiver i hårde vendinger om en ansats ytringer, skriver han på det sociale medie.

Khader har i mange år måttet leve med politibeskyttelse døgnet rundt som følge af trusler mod hans person.

Han har kendt for at være særdeles kritisk over for ekstremister og har kaldt den yderliggående muslimske bevægelse Hizb ut-Tahrir for en sekt.

Han indledte sin politiske karriere i De Radikale, var med til at stifte Ny Alliance i 2007, men skiftede siden til De Konservative, hvor han er nu.

Ifølge gruppeformand Mai Mercado (K) vil Khaders suppleant blive indkaldt som erstatning.

Det er Mads Andersen, der er opstillet i Storkreds Sjælland, og er byrådsmedlem i Køge.

Powered by Labrador CMS