Naser Khader efter Paris-terrorangreb: Vi er også udsatte
Det kan ikke udelukkes, at Danmark kan blive udsat for et angreb lignende det på det franske satireblad Charlie Hebdo, som kostede 12 personer livet onsdag. Det siger mellemøstkender og senior fellow ved Hudson Institute i Washington Naser Khader.
»Vi er også udsatte. Vi er et land, der har en udvidet ytringsfrihed, vi bliver forbundet med de oprindelige tegninger, og vi er på hadelisten hos mange jihadistgrupper, så det kan ikke udelukkes,« siger Naser Khader med henvisning til Muhammed-tegningerne, der blev trykt i Jyllands-Posten i 2005.
To brødre, den 32-årige Chérif Kouachi og den 34-årige Said Kouachi, formodes at stå bag angrebet. Politiet kendte til, at de plejede omgang med radikaliserede islamister, og de bliver nu jagtet intensivt i Frankrig.
Naser Khader påpeger, at den danske efterretningstjeneste og politiet tidligere har afværget flere terrorangreb herhjemme. Og myndighederne – såvel som de danske borgere – skal fortsat holde skarpt øje med fanatister i Danmark, vurderer Naser Khader.
»Nu ved vi ikke, om det er al-Qaeda, al-Qaeda i Yemen eller Islamisk Stat, vi har at gøre med, for ingen har taget ansvar endnu. Men uanset hvilken af organisationerne, der står bag, så har vi at gøre med en ideologi om at pådutte folk en mundkurv: Folk skal ikke have lov til at skrive, mene eller tegne noget, de ikke bryder sig om,« siger Naser Khader, der påpeger, at den ideologi også er repræsenteret i Danmark.
»Der er nogen blandt os, som har samme meninger og er fuldstændigt enige med de to brødre. Derfor skal vi alle være opmærksomme på den indre fjende, der også er blandt os og vil os noget ondt,« siger Naser Khader.
Naser Khader kendte flere af de ansatte på Charlie Hebdo. I 2006 fik han en europæisk pris, som blev overrakt i Paris, og flere af bladets medarbejdere sad i priskomitéen. Derudover har han været involveret i en retssag mod Charlie Hebdo, da bladet i 2006 blev sagsøgt af muslimske organisationer for at genoptrykke de danske Muhammed-tegninger.
»Jeg mødte nogle mennesker, der virkelig gik op i deres job. De holdt fast i, at man skal have lov til at være kritisk og lave satire med alt og alle uden undtagelser,« siger Naser Khader og fortsætter:
»De var ikke islamhadere, som nogen har hævdet. De var religionskritiske, og de var kritiske over for alle samfundsforhold.«